Rigsret? - En debatbog

OBS: Denne bog udkommer ikke som onlinebog. 

Rigsret? – en debatbog, 1. udgave

Hvorfor har vi egentlig Rigsretten? Hvordan virker den? Skal vi overhovedet have den?

Denne debatbog udspringer af en dyb forundring over, at spørgsmål som ovenstående henstår ubesvarede i den juridiske litteratur. Leif Donbæk Thomsen er advokat og var udpeget til at være dommer i Rigsretten. Han endte med at måtte fratræde på andre dommeres inhabilitet, og denne bog startede derfor også som et projekt født i en blanding af skuffelse og lettelse.

I Danmark er der ikke før nu skrevet en eneste bog med Rigsretten som hovedfokus. Bogens formål er derfor at få den offentlige debat om Rigsretten til at bygge på et mere oplyst grundlag. Leif Donbæk Thomsen ønsker at vise, hvad der virker og ikke virker ved systemet, hvorfor bogen præsenterer både forfatterens egne samt andres standpunkter på, om vi fremadrettet bør have en rigsret.  

Leif Donbæk Thomsen er overbevist om, at det snarligt bliver nødvendigt med en omfattende debat omkring, hvorvidt vi fortsat ønsker et rigsretssystem, og hvorledes et sådan kunne bygges. Målet med bogen er derfor også at give læseren mulighed for selv at danne sig et kvalificeret standpunkt, som kan bruges til at navigere i den fremtidige debat. Bogen giver et reelt grundlag for at forstå og fremkomme et gennemarbejdet standpunkt på Rigsretssystemet.

Målgruppe

Bogen henvender sig til at alle samfundsinteresserede – jurister som ikke-jurister.

Om forfatteren

Leif Donbæk Thomsen er far, ægtemand, advokat, forfatter og har igennem mange år været skribent i den offentlige debat med faste klummer i Berlingske og Ekstra Bladet.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Bogens indhold

- Formålserklæring
- Om de nationale forhold
- Ministeransvarlighedsloven
- Hvordan virker rigsretten så i praksis? – Nedslag i rigsretsloven og retsplejen generelt
- Opsummering
- Hvordan gør de i andre lande?
- Men hvad bør vi så gøre?
- Rigsretten er noget særligt
- Hvorfor har vi overhovedet (stadig) en rigsret?
- Skal vi overhovedet have en Rigsret?
- Og hvad mener jeg så?.
- Efterskrift og konklusion

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra bogen

Men hvad så, skal vi have en Rigsret?

Skal vi så overhovedet have en rigsret? Jo mere jeg er dykket ned i spørgsmålet, jo mere i tvivl er jeg kommet.
 For på den ene side er der noget ubetinget sundt i, at også ministre kan stilles til ansvar , og som vi har set i praksis, så har en rigsretssag en rækkevidde, som ingen kommission nogensinde kan matche.
 Ligeså er der noget besynderligt i, at vi i straffeloven kriminaliserer embedshandlinger for embedsværket, og i forvaltningsretten normalt anser ministre som værende en del af forvaltningen, hvis ministrene så samtidigt ikke, som minimum, er underlagt den samme regulering som deres undergivne.
 Det ville give en uheldig incitamentsstruktur, hvis ikke også ministre havde hænderne på kogepladen, og vanære var den eneste reelle risiko, mens deres undergivne risikerede fængsel for den samme handling. For som det siges, så følger der med stor magt stort ansvar. Og hvis ministrene reelt var ansvarsfrie, for så vidt angår andet end vanære, så er vi reelt set ude i et opgør med hele det, der var en vigtig del af grundlaget for juni-Grundloven, nemlig, at statsmagten ikke længere var ansvarsfri.
 På den anden side, så har de, der fastholder, at systemet er for tungt, dyrt, og at tiltalerejsningen er uretfærdig, også endog meget valide pointer.
 Hvis vi tager dem fra en ende af, så har de to sidste sager for overhovedet at blive rejst krævet flere års redegørelser og tusinder af arbejdstimer. Dette før vi overhovedet er nået til at have en tiltale. At det system, både i tiltalerejsning og domshandling, er endog meget tungt, er svært modsigeligt. Det betyder, at sager er sjældne, og der forekommer, som nævnt ovenfor, primært at være en logik omkring ære i det.
 Dernæst, så er systemet dyrt. Og her tænker jeg ikke blot på den direkte pris i form af udgifter til dommerlønninger, kommissionen og deslige, men nok mere på den indirekte pris, der følger af at have fjernet 13 ud af 18 højesteretsdommere fra både deres primære og sekundære hverv i et halvt år. Det er endog meget dyrt for borgerne og dansk erhvervsliv, og er nok den valide kritik af Rigsretten, der har fået mindst opmærksomhed.
 Og endeligt, som gennemgået en del tidligere, så er retten vilkårlig. Hvilket formodentligt er det værste, man kan beskylde en instans for. Ja, jeg tror egentligt, at man ville foretrække at være inhabil, men forudsigelig i forhold til at være habil, men vilkårlig i håndhævelse. Vilkårligheden kommer til udtryk i, som nævnt tidligere, at tiltalerejsningen ikke omhandler brødens størrelsen, men i højere grad størrelsen af æreskrænkelsen imod Folketinget. Det er et endog meget usundt system.
 Så for at opsummere, så vil jeg slutte med, hvad jeg skrev i en kronik i Weekendavisen den 6. august 2021 , om hvorfor jeg alt i alt går ind for Rigsretten:

”For der er noget sundt i, at også ministre kan stilles til ansvar, selv hvis de har et flertal bag sig. Men det varetages ikke ordentligt med det nuværende system, hvor sager kun rejses, når en minister er for stolt til at tage sin næse med oprejst pande. Jeg er nået frem til, at jeg går ind for et rigsretssystem, men at vi er nødt til at få et system, hvor sager både rejses lettere, mere objektivt og mere smidigt. For som systemet er nu, så egner det sig alene til at være en meget dyr måde at sparke til de politikere, der lader stoltheden gå foran fornuften.”

Men, som det fremgår, så er formen på Rigsretten reformpåkaldende, og det vil jeg nu se på. For, hvordan kunne man så indrette systemet, så det var mere retfærdigt, smidigt og billigere?