Vikarloven med kommentarer
556,00 kr. 695,00 kr. inkl. moms


Opslagsværk om vikarers retsstilling!

Den 30. maj 2013 vedtog Folketinget forslag til lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau (vikarloven) med ikrafttræden 1. juli 2013. Vikarloven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 19. november 2008 om vikararbejde.

Denne bog gennemgår vikarloven i detaljer og inddrager EU-forarbejder, lovbemærkninger og folketingsbesvarelser samt relevant praksis fra før lovens ikrafttræden.

En grundig introduktion til retsområdet giver desuden et omfattende indblik i vikarlovens sammenhæng med anden lovgivning, ligesom samspillet med de kollektive overenskomster forklares.

Nyt i 2. udgave

Siden lovens indtræden er der fremkommet omfattende retspraksis på området. Bogen gennemgår den omfattende retspraksis systematisk i forhold til bogens emner.


SAGT OM FORRIGE UDGAVE AF BOGEN:

“Bogen indeholder nogle gode oversigter over det til vikarloven tilknyttede materiale og de til loven knyttede problemstillinger. Den er også inden for de felter, den behandler, gennemgående velræsoneret. Den hører derfor til på hylden hos dem, der beskæftiger sig seriøst med arbejdsret.”
- Uddrag af anmeldelse i Ugeskrift for retsvæsen, nr. 48.

 

Målgruppe

Bogen er et nyttigt redskab for alle, der i større eller mindre grad beskæftiger sig med vikaransættelser. Det gælder både medarbejdere i HR-afdelinger i offentlige og private virksomheder, medarbejdere i faglige organisationer samt advokater, der skal rådgive medlemmer og klienter samt føre sager vedrørende vikarers retsstilling.

 

Om forfatteren

Anne Marie Abrahamson er advokat og partner i Lundgreens afdeling for Ansættelsesret og har mere end 26 års erfaring på området. Hun er specialiseret i arbejds- og ansættelsesret og har i en årrække rådgivet danske og internationale virksomheder inden for alle aspekter af ansættelsesretten.

____________________________________________________________________________________________

Bogens indhold

Forord

Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v.

Indledning

Kapitel 1 - Lovens anvendelsesområde

Kapitel 2 - Vikarbureauets forpligtelser

Kapitel 3 - Brugervirksomhedens forpligtelser

Kapitel 4 - Straffebestemmelser mv.

Kapitel 5 - Ikrafttræden mv.

Bilag

Domsregister

Stikordsregister

____________________________________________________________________________________________

Uddrag af bogen

2. Vikarlovens forhold til anden lovgivning

Som nævnt har vikarers ansættelsesvilkår ikke før vikarlovens ikrafttræden været særskilt lovreguleret i dansk ret. Vikarer har dog været og er fortsat omfattet af den generelle lovgivning for lønmodtagere.
Vikarer betragtes således som lønmodtagere i den ansættelsesretlige lovgivnings forstand. Jacob Falsner behandler indgående spørgsmålet om vikarbureauansatte vikarers funktionærstatus, herunder i forhold til lønmodtagerbegrebet.
Som øvrige lønmodtagere, har vikarer således ret til et ansættelsesbevis i henhold til ansættelsesbevisloven, hvilket ligeledes er blevet fastslået i praksis, jf. U1999.1870S, hvor en vikarbureauansat vikar blev anset for omfattet af ansættelsesbevisloven henset til formålet med loven (beskyttelse af lønmodtagere), og det forhold, at der arbejdes med et vidt lønmodtagerbegreb. Det er vigtigt at notere sig, at lønmodtagerforholdet består mellem vikaren og vikarbureauet og ikke mellem vikaren og brugervirksomheden. Højesteret har i U2016.3736H tildelt en vikar, der hverken før eller under vikariatet modtog en vikarbekræftelse med ansættelsesvilkårene for vikariatet en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Vikarbureauet skulle betale DKK 10.000 i godtgørelse til vikaren.
Vikarer er endvidere omfattet af ferieloven og arbejdsmiljøloven. Særligt for arbejdsmiljølovgivningen er, at arbejdsmiljøansvaret for vikarerne efter omstændighederne påhviler brugervirksomheden og ikke vikarbureauet. Dette skyldes, at det efter arbejdsmiljølovgivningen er afgørende for tildeling af arbejdsgiverstatus, hvem der drager nytte af vikarernes arbejdskraft og kan instruere vikarerne i deres arbejdsudførelse. Da instruktionsbeføjelsen ligger hos brugervirksomheden under vikarernes udsendelse, vil arbejdsmiljøpligterne over for vikarerne som udgangspunkt påhvile brugervirksomheden under vikarernes udsendelse til denne. I U2021.2117V og VLD af 1. juni 2022 i BS-16161/2021-VLR ifaldt brugervirksomheden pligt til at udrede godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsdirektivet overfor vikaren.
Om vikarbureauvikarer i forhold til diskriminationslovgivningen henvises til kommentaren til lovens § 3, stk. 2.

2.1 Forholdet til funktionærloven

Vikarer er som udgangspunkt ikke omfattet af funktionærlovens regler, idet vikarer ikke er ansat i en tjenestestilling i funktionærlovens forstand. Dette blev fastslået i praksis ved U1997.1495H.
Der skal imidlertid altid foretages en konkret vurdering af det enkelte vikarforhold. Såfremt vikarforholdet reelt set kan sidestilles med et sædvanligt ansættelsesforhold, vil den pågældende vikar være omfattet af funktionærloven, jf. U1996.946S, hvor vikaren havde arbejdet i DSB i en periode på mere end 3 år. Arbejdet havde haft en sådan langvarighed og fasthed, at der reelt forelå et forhold, der måtte sidestilles med et sædvanligt ansættelsesforhold, og vikaren var således omfattet af funktionærloven. Sø- og Handelsretten bemærkede i denne henseende, at hensyn til hindring af omgåelse af de beskyttelseshensyn, hvorpå funktionærloven bygger, tilsiger, at der i denne situation gøres undtagelse til udgangspunktet om, at vikarbureauvikarer ikke indtager en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden.
Af nyere praksis kan bl.a. nævnes U2021.4809S (dissens) (anket til Østre Landsret), hvor 2 vikarer blev forlænget 7 gange og var udsendt uden afbrydelse fra den 11. september 2017 til den 30. september 2019, dvs. sammenlagt ca. 25 måneder. I den konkrete sag var forlængelserne forårsaget af en omfattende og kompleks fusion hos brugervirksomheden og en deraf følgende omlægning og senere outsourcing, som skabte stort behov for fleksibilitet og løbende tilpasning hos brugervirksomheden. Uanset varigheden af de uafbrudte vikariater fandt Sø- og Handelsretten i relation til funktionærlovens anvendelse, at de 2 vikarers ansættelser ikke var omfattet af funktionærloven, idet de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet. Præmisserne i Sø- og Handelsrettens dom indeholder ikke en nærmere redegørelse for de kriterier, som er tillagt betydning ved denne vurdering, men Sø- og Handelsretten henviser dog til vikarlovens forarbejder samt den netop omtalte højesteretsdom i U1997.1495H. Sagen omhandler også vikarlovens midlertidighedsbegreb, jf. nærmere herom kapitel 1, afsnit 1.4 om ”udsendelse” og forbuddet mod omgåelse ved successive udsendelser, jf. kapitel 2, afsnit 1.9. Højesteret afviste ved kendelse af 12. november 2021, at sagen kunne ankes til Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 4, 2. pkt., da spørgsmålet om ”midlertidigt” ifølge Højesteret beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, og dermed fandtes spørgsmålet ikke at være principielt. Tilsvarende fandt Sø- og Handelsretten i U2022.5076S, at vikarbureauvikaren ikke var omfattet af funktionærloven, uanset at vikarbureauvikarens ansættelsesforhold blev forlænget i alt 4 gange og sammenlagt havde haft en uafbrudt varighed på 3 år og 8 måneder. I den konkrete sag var forlængelserne begrundet med, at brugervirksomheden var under nedlukning, hvilket affødte et behov for midlertidige vikaransættelser. Ligesom i U2021.4809S henviste Sø- og Handelsretten i dens præmisser til det forhold, at vikaren ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet, jf. højesteretsdommen i U1997.1495H og forarbejderne til vikarloven.

Det kan på grundlag af den foreliggende retspraksis udledes, at en vikar konkret kan være udsendt i en periode på 3 år og 8 måneder, uden at dette nødvendigvis medfører, at vikaren dermed indtager en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet. Dette må i lyset af Sø- og Handelsrettens dom i U1996.946S imidlertid forudsætte, at det længerevarende vikariat ikke har til formål at omgå funktionærlovens beskyttelseshensyn. Se dog anderledes Lars Svenning Andersen m.fl., der anfører, at vikarens retsstilling i forhold til vikarbureauet burde være den samme som andre funktionærers ved vikariater, der strækker sig over 1 måned. Dette synspunkt kan i lyset af den foreliggende praksis ikke tiltrædes.
Ligebehandlingsprincippet i vikarloven medfører ikke, at vikaren bliver omfattet af funktionærloven og dermed opnår funktionærstatus, selvom det arbejde, som vikaren udfører i brugervirksomheden, har karakter af funktionærarbejde. Se nærmere om problemstillingen hos Jacob Falsner.
Dog medfører ligebehandlingsprincippet, at vikaren i en sådan situation skal have rettigheder som en funktionær på de områder, hvor ligebehandlingsprincippet gælder – det vil sige inden for arbejdstid, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, helligdage og aflønning. Dette medfører f.eks., at vikarer, der udfører funktionærarbejde hos brugervirksomheden, har ret til løn under sygdom, jf. funktionærlovens § 5, stk. 1. Vikarer, der udfører funktionærarbejde, vil dog ikke have ret til opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens regler, idet dette ikke ligger inden for ligebehandlingsprincippets område.
Anden ansættelsesretlig lovgivning, f.eks. medhjælperloven vil tilsvarende i kraft af ligebehandlingsprincippet kunne give en vikar visse rettigheder. Medhjælperloven (Lovbekendtgørelse 2002-08-20 nr.  712 om visse arbejdsforhold i landbruget mv.) vedrører retsforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, der mod løn udfører husligt arbejde eller landbrugsarbejde, og som får enten kost og logi eller kost alene hos arbejdsgiveren som en del af lønnen.