OBS: En online bog kan kun købes i abonnement til Karnov Online, og onlineabonnementet løber indtil du opsiger det skriftligt. Det første år af onlineabonnementet er prisen den samme som den trykte udgave. Herefter er prisen i løbende abonnement kun 25 % af første års pris. Læs mere om onlinebøger her.
Et omfattende opslagsværk om forældreansvarsloven
Forældreansvarsloven trådte i kraft den 1. oktober 2007 og indeholder regler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Der er siden lovens ikrafttræden gennemført en lang række ændringer af loven, og der er pr. 1. april 2019 etableret et nyt familieretligt system bestående af Familieretshuset og familieretten.
Bogen gennemgår lovens bestemmelser baseret på betænkninger og lovbemærkninger til forældreansvarsloven. Derudover er bogen også baseret på betænkninger og lovbemærkninger til lov om forældremyndighed og samvær og myndighedsloven, da visse af bestemmelserne fra disse tidligere gældende love er videreført i forældreansvarsloven.
Bogen gennemgår også de administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, ligesom relevante domme og administrative afgørelser også er beskrevet.
Bogen indeholder endelig også en gennemgang af de internationale kompetenceregler i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.
Sagt om bogen
Bogen blev ved udgivelsen af 1. udgave i 2009 udråbt til at være ”det nye mammutværk”, ”et imponerende opslagsværk for praktikere” og ”en bog, der har gode muligheder for at blive et af områdets hovedværker”.
Klik under Uddrag af bogen til venstre eller her for at læse hele anmeldelsen.
Nyt i 3. udgave
Der er siden 2. udgave gennemført i alt ti lovændringer af forældreansvarsloven. Særligt er der med virkning fra den 1. april 2019 foretaget en lang række ændringer i loven som følge af det nye familieretlige system, hvorved Statsforvaltningen blev nedlagt, og sager efter forældreansvarsloven herefter behandles og afgøres af Familieretshuset og familieretten. Bogen er ajourført med de lovændringer, der er gennemført frem til nu, og opdateret i forhold til administrative forskrifter, herunder med de nyeste vejledninger, som trådte i kraft den 1. juli 2020. Derudover er bogen opdateret med en betydelig mængde retspraksis og administrativ praksis frem til den 1. juli 2020.
Målgruppe
Bogen er primært henvendt til praktikere, der beskæftiger sig med forældreansvarsloven til daglig, herunder dommere, ansatte ved Familieretshuset og advokater. Den er dog også relevant for andre, som ønsker et indblik i lovens bestemmelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.
Om forfatteren
Forfatteren er cand.jur. Stine Krone Christensen, der har flere års erfaring med behandling af sager efter forældreansvarsloven og den tidligere lov om forældremyndighed og samvær gennem sit arbejde i Københavns Overpræsidium, Familiestyrelsen og Ankestyrelsen. Hun har derudover deltaget i udarbejdelsen af lovforslaget til forældreansvarsloven, den efterfølgende evaluering af loven i 2012 og i implementeringen af loven i form af udarbejdelse af vejledninger m.v. på området. Stine Krone Christensen er lovredaktør på Forældreansvarsloven i Karnovs Lovsamling og har siden 2013 arbejdet som juridisk specialkonsulent i Roskilde Kommune på skole- og dagtilbudsområdet.