OBS: En online bog kan kun købes i abonnement til Karnov Online, og onlineabonnementet løber indtil du opsiger det skriftligt. Det første år af onlineabonnementet er prisen den samme som den trykte udgave. Herefter er prisen i løbende abonnement kun 25 % af første års pris. Læs mere om onlinebøger her.
Skatteindberetningsloven med kommentarer, 1. udgave
Skatteindberetningsloven med kommentarer, 1. udgave giver en struktureret beskrivelse af de regler om indberetningspligt, der følger af skatteindberetningsloven og bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. Bogen giver desuden en historisk kontekst for reglerne, hvor udviklingen af dansk skatteret skitseres i de indledende afsnit.
Kontekst
Med Retssikkerhedspakke III – Klar og præcis lovgivning fra august 2017 blev der gennemført en revision af den dagældende skattekontrollov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer. Formålet med retssikkerhedspakke III var at skabe en moderne, sammenhængende og gennemtænkt lovgivning i relation til skattekontrol.
Den dagældende skattekontrollov blev således delt op i to nye selvstændige hovedlove – henholdsvis skattekontrolloven og skatteindberetningsloven. Denne opdeling tydeliggør, at lovene har forskellige formål, og i denne bog behandles skatteindberetningsloven.
Om forfatteren
Tina Charlotte Olsen er specialkonsulent i Skatteministeriet og arbejder særligt med skatteindberetning og kontrolbestemmelser, herunder internationalt kontrolsamarbejde, som ansvarsområder. Hun har bl.a. deltaget i lovprocessen i forbindelse med tilblivelsen af den nye skatteindberetningslov.
Hun har været ansat på Skatteministeriets område siden 1996, og hun har arbejdet med såvel lovgivningsproces som skatteadministration i praksis. Hun besidder desuden en master i direkte og indirekte skatter med speciale inden for moms.
-----------------------------------------------------------------------------------------------
Indhold og struktur
Skatteindberetningsloven er inddelt efter pligtsubjektet – dvs. hvem den indberetningspligtige er. Denne struktur blev valgt primært af hensyn til netop pligtsubjektet, der i forbindelse med indberetning til Skatteforvaltningen i høj grad har brug for et overskueligt og anvendeligt redskab at orientere sig i.
Kapitel 1 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for arbejds- og hvervgivere m.v.
Kapitel 2 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for finansielle virksomheder m.v.
Kapitel 3 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for fonde og foreninger m.v.
Kapitel 4 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for selskaber m.v.
Kapitel 5 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for fagforeninger og A-kasser.
Kapitel 6 - indeholder de indberetningspligter, der gælder for offentlige myndigheder.
Kapitel 7 - indeholder andre indberetninger (som ikke entydigt kan kategoriseres).
Kapitel 8 - indeholder fælles bestemmelser og administrations- og kontrolbestemmelser.
Kapitel 9 - indeholder lovens straffebestemmelser.
Kapitel 10 - indeholder bestemmelserne om ikrafttræden m.v.
-------------------------------------------------------------------------------------------------
Uddrag fra bogen
Kapitel 2: Finansielle virksomheder m.v.
§ 12 Pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager eller formidler indskud, skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og eventuelle rentenydere i det forudgående år samt størrelsen af det indestående beløb ved udløbet af det forudgående år og de enkelte kontohaveres ejerandel heraf. Stk. 2. Indberetning efter stk. 1 skal indeholde oplysning om kontobetegnelse, herunder kontoens art, hvilken valuta kontoen er ført i, de enkelte kontohaveres eller eventuelle rentenyderes identitet og datoen for kontoens oprettelse. Stk. 3. Indberetningspligten efter stk. 1 og 2 omfatter også konti m.v., der er ophørt eller overdraget i løbet af året. For sådanne konti indberettes datoen for ophøret eller overdragelsen og størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og eventuelle rentenydere frem til kontoens ophør eller overdragelse. Stk. 4. Pengeinstitutter kan undlade at foretage indberetning om indlån, der efter pengeinstituttets almindelige praksis er overført til en samlekonto, hvorpå der ikke foretages en løbende rentetilskrivning, hvis indlånskontoens indestående på overførselstidspunktet ikke overstiger 300 kr. Stk. 5. Pligten til at foretage indberetning om et indlån omfattet af stk. 4 genindtræder, hvis rentetilskrivningen genoptages. Den akkumulerede rente for den mellemliggende periode indberettes sammen med renten for det kalenderår, hvori rentetilskrivningen genoptages. Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1-3 og om, at indberetningspligten udvides til at omfatte andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden. Indsat ved: Lov nr. 1536 af 19. december 2017
Historik: Bestemmelsen i skatteindbetalingslovens § 12, stk. 1, viderefører den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 H, stk. 1, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 2, viderefører den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 H, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 3, viderefører den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 H, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 4, viderefører § 35, stk. 1, i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 5, viderefører § 35, stk. 2, i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 6, viderefører den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 H, stk. 1, 2. pkt. og stk. 4, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer.
Administrative forskrifter: Bemyndigelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 6, er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i §§ 27 og 28 i bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020 om skatteindberetning m.v.
Til stk. 1 Efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 1, skal pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager eller formidler indskud, hvert år indberette til Skatteforvaltningen om størrelsen af ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og evt. rentenydere i det forudgående år samt størrelsen af det indestående beløb ved udløbet af det forudgående år, og de enkelte kontohaveres ejerandel heraf. Tidligere var formidlere ikke omfattet af pligten til at indberette om indskud. At formidlere nu er omfattet af indberetningspligten efter skatteindberetningslovens § 12 skal ses i sammenhæng med, at formidlere af udlån er indberetningspligtige efter skatteindberetningslovens § 13. Formidleres virksomhed består i at modtage indskud fra investorer og udlåne midlerne til låntagere. Hvis ikke formidlere var omfattet af skatteindberetningslovens § 12, ville formidleren alene skulle indberette om udlånene og ikke om de modtagne indskud. En sådan forskel ville hverken være velbegrundet eller hensigtsmæssig. Pligten til at indberette om renter af indskud og størrelsen af indestående påhviler pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager eller formidler indskud. Bestemmelsen omfatter indskud, uanset om indskuddet forrentes eller ej, og uanset om renten er positiv eller negativ. Kredsen af indberetningspligtige er ikke udtømmende, da bestemmelsen også omfatter ”andre”, men afgrænsningen giver normalt ikke anledning til tvivl, idet der typisk er tale om indskud, der er modtaget som led i den indberetningspligtiges sædvanlige virksomhed. Begrebet ”andre, der modtager eller formidler indskud”, omfatter f.eks. spareklubber, interessekontorer og lignende, som modtager medlemmernes indskud, og formidlere af indskud, som f.eks. formidlere af crowdfunding. Advokater er alene omfattet af indberetningspligten, hvis deres klientkonti er oprettet hos advokaten selv. Er klientkontiene oprettet som individuelle konti i f.eks. et pengeinstitut, så er pengeinstituttet indberetningspligtigt for så vidt angår de pågældende konti. Indberetningen skal indeholde oplysning om størrelsen af de ydede, tilskrevne eller opkrævede renter eller andet afkast til de enkelte kontohavere. Indberetning om renten m.v. foretages i relation til evt. rentenyderne i de tilfælde, hvor renten m.v. tilfalder andre end kontoens ejer, og den indberetningspligtige har fået oplyst, at renten skal tilskrives en anden end kontoens ejer. Indberetningen skal derudover indeholde oplysning om størrelsen af det indestående beløb ved udgangen af året, herunder oplysning om de enkelte kontohaveres ejerandel i tilfælde, hvor der er flere kontohavere, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020 om skatteindberetning m.v. om sameje.
Til stk. 2 Efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 2, skal indberetning efter bestemmelsens stk. 1 indeholde oplysning om kontobetegnelse, herunder kontoens art, hvilken valuta kontoen er ført i, de enkelte kontohaveres eller evt. rentenyderes identitet og datoen for kontoens oprettelse.Indberetning om kontoens art betyder f.eks., at det skal oplyses, hvis der er tale om en aktiesparekonto. Indberetningen skal derudover indeholde oplysning om, hvilken valuta kontoen er ført i, og hvilken dato kontoen er oprettet.
Til stk. 3 Indberetningspligten efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 3, omfatter konti m.v., der er ophørt eller overdraget i løbet af året. For sådanne konti indberettes dato for ophøret eller overdragelsen, og størrelsen af de ydede, tilskrevne eller opkrævede renter og andet afkast til de enkelte kontohavere og evt. rentenydere frem til kontoens ophør eller overdragelse. Bestemmelsen finder ikke alene anvendelse, når en konto lukkes, men også når en konto overdrages, eller hvor en af flere kontohavere udtræder af ejerskabet – f.eks. ved skilsmisse. I tilfælde, hvor en af flere kontohavere udtræder af ejerskabet, skal der for den udtrædende kontohaver indberettes om renter frem til udtrædelsestidspunktet og om udtrædelsestidspunktet, mens der for den fortsættende kontohaver skal indberettes om renter for hele året og størrelsen af indestående beløb ved årets udgang.
Til stk. 4 Efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 4, kan pengeinstitutter undlade at indberette om indlån, der efter pengeinstituttets almindelige praksis er overført til en samlekonto, hvorpå der ikke foretages en løbende rentetilskrivning, hvis indlånskontoens indestående på overførselstidspunktet ikke overstiger 300 kr. Pengeinstitutter kan afhængigt af deres praksis overføre indskud til samlekonti, hvor der kan være knyttet en lang række ejere til. Under forudsætning af, at der ikke sker forrentning af en sådan samlekonto, og at de konti, der samles på samlekontoen, hver især er under 300 kr., skal der ikke indberettes oplysninger om en sådan konto. Bestemmelsen i stk. 4 er en videreførelse af den tidligere gældende § 35, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Bestemmelsen blev i forbindelse med udarbejdelsen af skatteindberetningsloven lovfæstet. Bestemmelsens materielle indhold er dog ikke ændret.
Til stk. 5 Efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 5, genindtræder pligten til at indberette om et indlån omfattet af bestemmelsens stk. 4, hvis rentetilskrivningen genoptages. En evt. akkumuleret rente for den mellemliggende periode indberettes sammen med renten for det kalenderår, hvori rentetilskrivningen genoptages. Bestemmelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 5, skal ses i sammenhæng med bestemmelsens stk. 4, hvorefter samlekonti under visse betingelser er undtaget fra indberetningspligten. En af disse betingelser er, at der ikke foretages forrentning af kontoen. Genoptages forrentningen af kontoen, vil ejeren af kontoen skulle beskattes af renteindtægten, og Skatteforvaltningen har derfor brug for oplysninger om kontoen. Bestemmelsen i stk. 5 er en videreførelse af den tidligere gældende § 35, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Bestemmelsen blev i forbindelse med udarbejdelsen af skatteindberetningsloven lovfæstet. Bestemmelsens materielle indhold er dog ikke ændret.
Til stk. 6 Efter skatteindberetningslovens § 12, stk. 6, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om indberetningen efter bestemmelsens stk. 1-3, og indberetningspligten kan udvides til at omfatte andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden. I forhold til bemyndigelsen til at udvide indberetningspligten til at omfatte andre, der som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende en anden, er det ikke afgørende, om de pågældende som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende ”andre personer”, men blot at de pågældende som led i deres virksomhed forrenter midler tilhørende ”andre”. Det betyder, at indberetningspligten ikke alene kan udvides i relation til indskud foretaget af fysiske personer, men også i relation til indskud foretaget af selskaber og andre juridiske personer. Muligheden for en sådan udvidelse af indberetningspligten skal ses i sammenhæng med, at skatteindberetningslovens § 12 ikke er begrænset til at omfatte fysiske personers indskud. Bemyndigelsen i skatteindberetningslovens § 12, stk. 6, er udnyttet til at fastsætte nærmere regler i §§ 27 og 28 i bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020 om skatteindberetning m.v. Efter bekendtgørelsens § 27, stk. 1, omfatter indberetningspligten, ud over hvad der direkte følger af skatteindberetningslovens § 12, andelsselskabers forrentning af andelshaveres tilgodehavender, herunder evt. forrentning af andelskapital eller garantkapital, forsikringsselskabers forrentning af erstatningssummer og statens, regionernes eller kommunernes forrentning af erstatningssummer. Indberetning vedrørende erstatningssummer skal foretages for udbetalingsåret, jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 2. Efter bekendtgørelsens § 28 skal indberetning om, hvilken valuta kontoen er ført i, ske ved angivelse af ISO valutakode.3 Valutakursudsving er henholdsvis skattepligtige og fradragsberettigede. Derfor er en oplysning om, hvilken valuta kontoen er ført i, af betydning for Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere skatteansættelsen, herunder for at advisere kontohaveren om at være opmærksom på at oplyse evt. gevinster eller tab. Ved angivelse af ISO valutakoden opnås en entydig identifikation af den valuta, kontoen er ført i. Bemyndigelsen er tillige udnyttet til at fastsætte nærmere regler i bekendtgørelsens § 6 om sameje. Ejes et aktiv, der skal indberettes om efter skatteindberetningslovens §§ 12, 14 eller 28 i sameje mellem to, skal der indberettes oplysninger om hver af disse to med angivelse af samejeforholdet. Består samejet mellem flere end to, skal indberetningen om en eller flere af de samejende ske ved angivelse af, at samejet omfatter flere end to.
Indberetningsfrist Indberetning efter skatteindberetningslovens § 12 skal ske senest den 20. januar i året efter det kalenderår, indberetningen vedrører, eller, hvis denne dag er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag, jf. skatteindberetningslovens § 54. Der er således tale om en årlig indberetning.