Specielle forældelsesregler

OBS: En online bog kan kun købes i abonnement til Karnov Online, og onlineabonnementet løber indtil du opsiger det skriftligt. Det første år af onlineabonnementet er prisen den samme som den trykte udgave. Herefter er prisen i løbende abonnement kun 25 % af første års pris. Læs mere om onlinebøger her.

Specielle forældelsesregler

Bogen omhandler alle gældende regler om forældelse af fordringer uden for forældelsesloven. Denne lovs regler gælder kun, hvis ikke andet er bestemt, og det er det i en række love på flere områder, hvoraf de vigtigste er:

• Erstatningsordninger – især om arbejdsskadesikring, patienterstatning og produktansvar
• Forsikring (krav i anledning af forsikringsaftaler)
• Transportlovgivningen – især om vej- og søtransport
• Krav i anledning af overtrædelser af konkurrenceretlige regler
• Skatte- og afgiftskrav, herunder reglerne om gældsinddrivelse
• EU-retlige krav om tilbagebetaling af tilskud og ulovlig statsstøtte

Hertil kommer regler i lejelovgivning, sociallovgivning, immaterialretslovgining, straffeloven m.v.

For alle reglerne gælder, at de ikke hidtil er blevet behandlet indgående i litteraturen på de enkelte områder.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Indhold af bogen

Kapitel I: Indledning
1. Afgrænsning
2. Ændringer vedrørende specielle forældelsesregler
3. Betydningen af udfyldningsreglen i FOL § 28
4. Oversigt over fremstillingen

Kapitel II: Erstatning
1. Indledning
2. Produktansvar
3. Miljøansvar
4. Patienterstatning og lægemiddelskadeerstatning
5. Arbejdsskadeerstatning
6. Offererstatning
7. Atomskadeerstatningsloven

Kapitel III: Forsikring
1. Indledning
2. Området for FAL § 29
3. 3-års fristen
4. Den absolutte frist
5. Afbrydelse

Kapitel IV: Transportforhold
1. Indledning
2. International vejtransport
3. Jernbanetransport
4. Søtransport
5. Lufttransport

Kapitel V: Andre privatretlige retsforhold
1. Lejeforhold
2. Andre kontraktforhold
3. Immaterialret og konkurrenceret
4. Feriepenge
5. Arveret

Kapitel VI: Offentlig ret
1. Socialret
2. Skatteret
3. Bøder og konfiskation – straffelovens § 97 a
4. EU-regler

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra bogen

2.2. Indførelse af nye

Ved følgeloven gennemførtes ikke kun ophævelse af en række specielle forældelsesregler, men også indførelse af nye. De væsentligste af dem følger den nedenfor omtalte ”model”, hvorefter der som hovedregel henvises til FOL, men hvor denne henvisning modificeres af en række afvigelser fra reglerne i FOL.
 Dette gælder for det første arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, som ændret (stk. 2) og indføjet (stk. 3-5) ved følgelovens § 21. Disse ændringer var ikke indeholdt i forslaget til følgeloven, hvor det blot noteredes, at mens krav på erstatning efter loven hidtil kun forældedes efter DL 5-14-4 (idet det ved UfR 2000.19 H var blevet fastslået, at disse krav ikke omfattedes af 1908-loven), ville forældelsen efter reformen følge de almindelige regler i FOL, dvs. som udgangspunkt en 3-årig forældelse i stedet for en 20-årig. Dette var også blevet noteret af Forældelsesudvalget, som ikke fandt, at der var grund til at indføre særregler for disse krav. I tillægsbetænkningen til forslaget til følgeloven fremkom imidlertid ændringsforslag, som – uden nærmere forklaring – begrundedes med ”arbejdsskadeområdets særlige karakter”. Reglerne indeholdt fire afvigelser i forhold til FOL: Forældelsesfristen skulle være 5 år (i stedet for 3 år) – ikke kun for krav på erstatning efter loven, men også for krav om erstatning mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsskader. Dernæst skulle kun positivt kendskab til kravet og groft uagtsomt burde-viden udelukke eller standse suspension, mens også simpel uagtsomhed efter FOL § 3, stk. 2, har denne virkning. Den 1-års tillægsfrist, som ville gælde efter FOL § 21, stk. 2, blev udvidet til en 3-års frist efter afgørelse fra arbejdsskademyndigheden. Endelig skulle der i visse tilfælde af genoptagelse af en sag slet ikke gælde nogen kort forældelsesfrist, men kun den absolutte frist, der følger af FOL § 3, stk. 3, nr. 1 (30 år).
 Dernæst indførtes specielle forældelsesregler i skatteforvaltningslovens §§  34 a og b ved følgelovens §  37. Også her suppleredes en henvisning til FOL i § 34 a, stk. 1, med en række undtagelser fra dennes regler, hvoraf den vigtigste var indførelsen af en absolut forældelsesfrist på 10 år i § 34 a, stk. 4, som den eneste forældelsesfrist, der gælder for krav, der udspringer af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat og af en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller afgiftsgodtgørelse. Baggrunden herfor var en anden end ændringen af arbejdsskadesikringsloven. Krav på skatter og afgifter var omfattet af 1908-loven, men der var tidligere gennemført væsentlige undtagelser herfra i en række af de tilfælde, hvor krav opstod i forbindelse med en ekstraordinær skatte- eller afgiftsfastsættelse, dvs. en ansættelse, der fandt sted uden for de almindelige frister herfor i skatteforvaltningsloven. Disse krav forældedes således kun efter DL 5-14-4. Ved følgeloven blev disse undtagelser gjort til den generelle regel, således at den korte forældelsesfrist (nu 3 år) ikke gælder i nogen af de tilfælde, hvor krav opstår i forbindelse med en ekstraordinær ansættelse, men kun en lang, absolut frist (der i overensstemmelse med systemet i FOL blev en frist på 10 år fra forfaldstidspunktet i stedet for 20 år fra stiftelsestidspunktet i henhold til DL 5-14-4). Andre afvigelser fra FOL var navnlig nogle udvidelser i forhold til regler i FOL, dels således, at princippet i FOL § 21, stk. 2, blev udstrakt til at gælde skattemyndighedernes iværksættelse af ansættelse, dels at princippet i FOL § 13 blev udstrakt til at omfatte krav om betaling af unddragne skatter.
 En tredje, nyindført fravigelse af FOL vedrørte forældelse af krav om tilbagebetaling af visse tilskud fra EU. Denne forældelse reguleredes i forvejen udelukkende af EU-regler om de pågældende tilskud, men problemet var, at der for en række tilskud gjaldt en national medfinansiering, der principielt var omfattet af nationale regler, herunder således danske regler om forældelse af krav på tilbagebetaling (dvs.  1908-loven). Der kunne derfor være forskellige forældelsesregler vedrørende forskellige dele af et samlet tilskud. På et enkelt område (tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond) var det i loven herom bestemt (i § 18), at forældelse af krav om tilbagesøgning sf tilskud, der er finansieret både af EUmidler og af nationale midler, i det hele følger reglerne i de gældende EU-forordninger. I følgeloven blev dette princip – og denne regel – overført til alle andre tilskudsområder, således at alle dele af tilskuddet blev undergivet samme forældelsesregler. Ændringen omfattede 8 forskellige tilskudsområder, hvoraf de 5 senere er ophørt (følgelovens §§ 29-33). Tilbage står reglerne i skovlovens § 58 a (følgelovens § 25), naturbeskyttelseslovens § 56 a (følgelovens § 26) og byfornyelseslovens §  103 b (følgelovens §  35); hertil kommer den ovenfor nævnte, fortsat gældende regel i loven om regional- og socialfonde.
 Reglernes henvisning til de ”gældende forordninger” omfatter Rådets forordning 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (normalt betegnet som svigsforordningen). I dennes art. 3 er fastsat en forældelsesfrist på som hovedregel 4 år og en række regler om afbrydelse af forældelsen, der (også) afviger fra FOL (jf. nærmere herom i kap. VI, afsnit 4.1.).
 En specialregel om forældelse, som er dikteret af EU-regler, indførtes ved lov nr. 1541 af 13/12 2016 om behandlingen af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten. I følgelovens § 46 var der blevet indført en regel i konkurrencelovens § 25 om forældelse af erstatningskrav af denne karakter, som fulgte den nedenfor omtalte model med en generel henvisning til FOL, suppleret af en særregel, der her skulle sikre, at tillægsfristen efter FOL § 21, stk. 2, kunne finde anvendelse ved indbringelse af sager for konkurrencemyndighederne. Men denne regel blev ophævet, da EU-direktiv 2014/104 blev implementeret ved den nævnte lov. Direktivets art. 10 indeholder regler om forældelse, som bl.a. kræver en forældelsesfrist på mindst 5 år og med regler om begyndelsestidspunktet for fristen og om foreløbig afbrydelse ved konkurrencemyndighedernes skridt til at undersøge eller forfølge de overtrædelser, som erstatningskravet vedrører. I loven er disse regler gennemført i § 15, stk. 1 (5-års frist), stk. 2 og 4 (foreløbig afbrydelse), der suppleres af regler fra FOL (stk. 3 om den absolutte frist og stk. 7 og 8 om afbrydelse i øvrigt og om retsvirkninger) og af yderligere specialregler i stk. 5 og 6 om foreløbig afbrydelse. Reglerne er behandlet i kap. V, afsnit 3.3.
 En anden specialregel, som er dikteret af EU-regler, og som gennemførtes nogenlunde samtidig med FOL, er miljøskadelovens § 48, der fastsætter en 5-års frist for myndigheders krav om refusion af udgifter til selvhjælpshandlinger mod den ansvarlige forurener. Derimod er 30-års fristen i lovens § 3 ikke en specialregel i forhold til FOL, men blot en betingelse for, at loven overhovedet finder anvendelse.

Nyt i 2. udgave

Bogen fremtræder som 2. udgave af bogen ”Forældelse II” fra 2005, men hovedparten af den er nyskrevet, da de fleste specialregler om forældelse blev ændret væsentligt i forbindelse med gennemførelsen af forældelsesloven. Desuden blev nye regler indført ved samme lejlighed (f.eks. i arbejdsskadesikringsloven og i skatteforvaltningsloven), og senere er yderligere specialregler kommet til (f.eks. om konkurrenceretskrænkelser og om gældsinddrivelse). Transportlovgivningens regler blev derimod ikke ændret, således at der her at er tale om en ajourføring af fremstillingen.

Overalt i fremstillingen inddrages den nyeste retspraksis – og om forsikring tillige praksis fra Ankenævnet for Forsikring.

Forholdet til forældelsesloven

De fleste specialregler regulerer ikke forældelsen udtømmende, og der opstår derfor spørgsmål om supplering og udfyldning med de almindelige regler i forældelsesloven. Hvis specialreglen ikke selv tager stilling hertil, gælder der en formodning for en sådan udfyldning, men denne formodning brydes, når særlige forhold gør sig gældende. Et hovedproblem ved analyse og fortolkning af specialreglerne er derfor, i hvilket omfang og på hvilken måde denne udfyldning skal ske. Et hovedtema i bogen er således analyser af, om særlige forhold gør sig gældende ved fortolkningen af de enkelte særregler, og i hvilket omfang de fører til begrænsninger i udfyldning med de almindelige regler.

Målgruppe

Da bogens emnekreds spænder meget vidt, henvender den sig ikke kun til generalister i retssektoren (advokater, domstole m.v.), men også til praktikere på en lang række specialområder, herunder især forsikring, skatteforvaltning og transportsektoren. Nogle af specialreglerne har endvidere særlig interesse for fagforeninger, kommuner, erhvervsvirksomheder og de myndigheder, der administrerer de ordninger, hvor der findes specialregler om forældelse.

Om forfatteren

Bo von Eyben var – indtil sin pensionering i 2017 – professor i formueret ved Københavns Universitets juridiske fakultet. Han har i en årrække beskæftiget sig med reglerne om forældelse af fordringer, senest med udgivelsen i 2019 af 2. udgave af ”Forældelse efter forældelsesloven af 2007”. Den foreliggende bog supplerer denne fremstilling, således at bøgerne tilsammen dækker den samlede regulering af forældelse i dansk ret.