Ægtefælleloven med kommentarer

Familieformueret går aldrig af mode…!

Ægtefælleloven afløser den næsten 100 år gamle retsvirkningslov og indeholder en række ændringer og moderniseringer af reglerne om ægtefællers økonomiske forhold – både under ægteskabet og når ægteskabet ophører.

Kommentaren indeholder en gennemgang af de mange nydannelser og også redegørelser for, i hvilket omfang praksis mv. efter de hidtidige regler fortsat har relevans. Loven indeholder bl.a. nye regler om: 

• sumsæreje og sumfælleseje
• omstødelse af gaver til tredjemand
• sammenblanding af forskellige formuearter
• gaver mellem ægtefæller
• deling ved død
• reguleringskrav og kompensationskrav
• internationale forhold

Målgruppe

Bogen henvender sig til enhver med interesse for familieformueret.

Anmeldelse af bogen

Uddrag af en anmeldelse bragt i UfR nr. 14/2020, side 101. Anmeldelsen er skrevet af Marianne Holdgaard: 

"… Ægtefælleloven (lov om ægtefællers økonomiske forhold) viderefører i vid omfang gældende ret i lov om ægteskabets retsvirkninger fra 1925. Den tager afsæt i et lovforslag fremsat i Betænkning om ægtefællers økonomiske forhold fra 2015.

Retskildemæssigt giver det nogle udfordringer. Der er fortsat uafklarede problematikker vedrørende den gamle retsvirkningslov, og der er nye lovbestemmelser, hvor ordlyden er anderledes end den i lovudkastets foreslåede ordlyd, hvilket giver anledning til en række nye fortolkningsspørgsmål, der hverken kan afklares ved en læsning af lovbemærkningerne eller i betænkningen. Endvidere foranlediger flere af de nye bestemmelser konsekvenser, der næppe kan være tilsigtet med loven.

Disse udfordringer håndterer bogen meget hensigtsmæssigt. Der analyseres og argumenteres overbevisende – også på enkelte steder i sagens natur på grænsen til det retspolitiske – hvorved forfatterne formår at give deres bidrag til forståelsen af alle regler. Det gør bogen til meget interessant læsning, samtidig med at den bliver mere brugbar både for advokater, dommere, forskere og andre jurister, som beskæftiger sig med familieformueret. …"

Bogens forfattere

Anne Louise Bormann, højesteretsdommer, Johan Hartmann Stæger, advokat og indehaver af BFA Law og Ib Hounsgaard Trabjerg, landsdommer i Østre Landsret.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Afsnit I. Almindelige bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold 

Afsnit II. Særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen

Afsnit III. Formuedeling ved separation og skilsmisse

Afsnit IV. Formuedeling ved en ægtefælles død

Kapitel 15. Formuedelingen

Afsnit V. Ægtefællebidrag og Familieretshusets sagsbehandling

Kapitel 17. Familieretshusets sagsbehandling og domstolsprøvelse

Afsnit VI. Internationale forhold

Kapitel 18. Forholdet til fremmed ret

Afsnit VII. Ikrafttræden, overgangsregler og territorial anvendelse

Uddrag af bogen (læs hele uddraget)

Kapitel 1. Råderet, aftaler mellem ægtefæller, hæftelse for gæld, forsørgelsespligt og formuedeling

Råderet

§ 1. Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger, som følger af stk. 2, § 2 og kapitel 2 og 3.

Stk. 2. En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle.

Stk. 3. Er en ægtefælle under samlivet forhindret i at varetage sine interesser på grund af fravær eller sygdom, kan den anden ægtefælle foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsættes, herunder afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden tilladelse. 1. pkt. gælder ikke, hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositionen.

Forarbejder: Bet. 1552/2015, s. 47, 51, 178-83 og 412-421, bemærkningerne til lovforslag nr. L 178, 2016-17, pkt. 3.5, og de specielle bemærkninger til § 1 samt bemærkningerne til lovforslag nr. L 91, 2018-19, pkt. 3.3, og de specielle bemærkninger til § 8, nr. 1.

Litteratur: Retsvirkningsloven med kommentarer, s. 76-78, s. 110-113, 133-137 og s. 236-242, Familieret, s. 110-12, 116-131, 181 f. og 209, Familie- og arveret, s. 75-85, Familieretten, s. 105-112 og 134 f., Uddrag af Familieøkonomien, s. 99-112.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til RVL § 16, stk. 1. Stk. 2 handler om den nærmere udøvelse af rådigheden og bygger på RVL § 17. Stk. 3 indeholder en regel om såkaldt negotiorum gestio og svarer indholdsmæssigt til RVL § 13. Ægtefælleloven med kommentar.indd 33 01/08/2019 11.57

Retsvirkningslovsudvalget havde foreslået, at loven ikke skulle indeholde en regel svarende til § 1, stk. 3, under henvisning til, at de almindelige regler om negotiorum gestio måtte anses for tilstrækkelige, og at negotiorum gestio-synspunkter antagelig kunne udstrækkes noget ved nærtstående personer som ægtefæller. Endelig henviste udvalget til, at den teknologiske udvikling med anvendelse af PBS og netbank, herunder elektroniske overførsler, havde overflødiggjort reglen. De situationer, der ikke allerede er løst af den teknologiske udvikling, måtte derfor efter udvalgets opfattelse løses efter reglerne i VML. Når loven alligevel kom til at indeholde bestemmelsen i stk. 3, skyldes det ifølge forarbejderne (lovforslag nr. L 178, 2016-17, pkt. 3.5.3), at det ikke kunne udelukkes, at der er behov for en bestemmelse, der giver en ægtefælle adgang til at foretage dispositioner på den anden ægtefælles vegne ud over, hvad der følger af negotiorum gestio, ligesom negotiorum gestio ikke med sikkerhed omfatter alle dispositioner omfattet af RVL § 13. Endelig blev der i forarbejderne henvist til, at en ægtefælle kan have behov for at kunne disponere i akut opståede situationer, hvor det kan være vanskeligt at få udpeget en værge.

Bestemmelsen i stk. 3 er med virkning fra den 1. april 2019 blevet ændret ved § 8, nr. 1, i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven), således at det i konsekvens af nedlæggelsen af Statsforvaltningen nu ikke længere fremgår af lovteksten, hvem der skal give tilladelse efter stk. 3, 2. pkt., til afhændelse eller pantsætning af fast ejendom. Det fremgår nu af den nye bestemmelse i ÆFL § 60 a, at kompetencen ligger hos enten Familieretshuset eller familieretten. Der henvises i øvrigt til kommentaren til § 60 a. De hidtidige regler i RVL §§ 11 og 12 om den såkaldte husholdningsmagt er ikke videreført i ÆFL. Den særlige ekstinktionsregel i RVL § 14 om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre er videreført i lovens § 11, og der henvises til kommentaren til denne bestemmelse. § 1 skal navnlig læses i sammenhæng med lovens § 3 om særhæften og § 5 om ligedeling på skifte.

Til stk. 1:

Bestemmelsen fastslår i stk. 1 det generelle princip om hver ægtefælles særråden under ægteskabet, dvs. adgangen til frit at råde over sin formue. Hver ægtefælle råder under ægteskabet over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, med de begrænsninger som følger af stk. 2 om formueforringelse, § 2 om begrænsninger i ægtefællers adgang til at indgå aftaler med hinanden, kapitel 2 om den anden ægtefælles samtykke ved salg af familiens helårsbolig og kapitel 3 om gaver til og aftaler med tredjemand. Hver ægtefælle har således i levende live fuld ejerrådighed over alt, hvad denne ejer. Bestemmelsen handler om den retlige råden. Bestemmelsen indebærer, at ægtefællen under ægteskabet er legitimeret og berettiget til på egen hånd at foretage retlige dispositioner over sin bodel med de begrænsninger, der er nævnt i loven. Etableringen af et formuefællesskab mellem ægtefællerne indebærer således ikke et generelt krav om, at ægtefællerne skal disponere i fællesskab, jf. Familieret, s. 110. En ægtefælle kan sælge, pantsætte eller bortgive aktiver, der tilhører den pågældendes bodel, og ægtefællen kan afslå gaver eller give afkald på såvel falden som forventet arv, der ellers ville blive delingsformue. Ægtefællen kan desuden optræde som part i retssager om effekter, der hører til bodelen. Ægtefællens adgang til at råde ved testamente (mortis causa) er reguleret i arvelovgivningen. Ægtefællen kan råde over sin bodel. Bodelen er den del af fællesboet (delingsformuen), som en ægtefælle råder over i levende live, og som kan gøres til genstand for kreditorforfølgning. En ægtefælle har ikke adgang til at råde over aktiver i den anden ægtefælles bodel, medmindre der foreligger et selvstændigt retsgrundlag, jf. herved stk. 3 om negotiorum gestio og § 11 om den særlige legitimationsregel vedrørende erhvervsløsøre. Den nære relation mellem ægtefællerne og deres daglige økonomiske interessefællesskab vil ofte indebære, at der foreligger en situation, hvor man må gå ud fra, at den ene ægtefælle er bemyndiget til at optræde på den anden ægtefælles vegne, medmindre denne sørger for at fjerne fuldmagtspræget, jf. Familieret, s. 208, med henvisning til 1918-forarbejderne til RVL. En ægtefælle kan desuden i medfør af almindelige aftaleretlige regler have givet en ægtefælle fuldmagt til at disponere på sine vegne. Herom henvises til aftaleretlige fremstillinger, f.eks. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, Aftaler og Mellemmænd, 7. udg., 2017. Om hæftelsesspørgsmål, se kommentaren til § 3. Hvis en ægtefælle er under værgemål efter VML § 5, eventuelt tillige med hel eller delvis fratagelse af den retlige handleevne efter VML § 6 (således som denne bestemmelse er blevet ændret ved lov nr. 1722 af 27. december 2018 om bl.a. ændring af værgemålsloven), følger det af VML § 33, at værgen i forening med den anden ægtefælle bestyrer den del af fællesboet, der er omfattet af værgemålet. Om værgemålsloven, herunder den særlige værgemålsform for gifte i lovens § 33, kan der generelt henvises til Svend Danielsen og Rie Thoustrup Sørensen, Værgemålsloven med kommentarer, 2. udg., 2017. Bodelen omfatter alt, hvad ægtefællen ejede ved ægteskabets indgåelse, og alt, hvad der senere er indført i fællesboet ved indkomst fra arbejde, arv, gave, renter, udbytte, kursgevinster og lignende, jf. Retsvirkningsloven med kommentarer, s. 111. Også båndlagte midler er, i det omfang de er delingsformue, en del af bodelen, selv om de ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning, jf. AL §§ 55 og 58. Ægtefællen ejer sin egen arbejdsindkomst, løn eller overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, pension, dagpenge m.v. Det vil som regel ikke give problemer at fastslå ejerforholdet hertil. Indtægter af formuen samt værdistigninger og surrogater hører også til bodelen. Et aktiv, der er erhvervet af en ægtefælle, inden ægtefællerne etablerede parforholdet, tilhører den pågældende ægtefælle og indgår i den pågældendes bodel. Ejerforhold til bestemte aktiver kan også være omtalt i en ægtepagt, jf. lovens § 19. Ægtefæller kan give hinanden gaver, og efter ÆFL’s ikrafttræden stilles der ikke længere særlige formkrav (tidligere RVL § 30), se herom overgangsreglen i ÆFL § 81 og kommentaren til denne bestemmelse. Om et tilfælde, hvor en ægtefælles ydelse af et lån til den anden ægtefælle på favorable vilkår blev anset for en delvis gave, se UfR 1996.146 H. Arv eller gave fra tredjemand tilhører modtageren. I UfR 1967.319 H fastslog Højesteret, at det har formodningen for sig, at en gave ydet af en ægtefælles slægtninge er ydet til ægtefællen personligt. Det samme må ifølge Familieret, s. 118 med note 21, antages ved bryllupsgaver af en vis værdi. En svigerdatter eller svigersøn, der har modtaget gaver inden for rammerne af den beløbsfri grænse efter boafgiftslovens § 22, må dog kunne gå ud fra, at beløbet tilhører den pågældende. I forhold til arv eller gave fra tredjemand kan ægtefællerne efter modtagelsen af arven eller gaven have indgået en modstående aftale, jf. herved lovens § 14 og § 23, stk. 2, og kommentaren til disse bestemmelser.

Ved ombytning af gaver fra tredjemand, f.eks. erhvervelse af et sommerhus for penge, der stammer fra arv, gave (eller provenu fra salg af en fast ejendom erhvervet ved arv eller gave), gælder et surrogationsprincip, og det erhvervede aktiv får derfor samme status som det aktiv, det er trådt i stedet for.

Ægtefæller kan frit indgå aftaler med hinanden, f.eks. om køb og salg af bestemte aktiver eller indgåelse af ansættelsesforhold. De kan også blive erstatningsansvarlige over for hinanden efter dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar, se herom kommentaren til § 12. Som følge af den sammenblanding af økonomien, der finder sted i mange ægteskaber med tiden, kan det imidlertid være vanskeligt at få afgrænset ægtefællernes bodele. Det gælder særligt i forhold til aktiver, der er erhvervet under ægteskabet. I princippet er der blot tale om et bevisspørgsmål. Den ægtefælle, der hævder at være ejer af et aktiv, har bevisbyrden herfor. I praksis kan det dog være særdeles vanskeligt at fastslå ejerskabet til aktiver, som er erhvervet under et langvarigt ægteskab med sammenblandet økonomi. Det er imidlertid sjældent, at problemer af denne karakter viser sig under ægteskabet, bortset fra tilfælde af kreditorforfølgning, hvor en kreditor selvsagt har en interesse i at få fastslået ejerforholdet.

Afgrænsningen af bodelene vil således under ægteskabet kunne få betydning ved kreditorforfølgning og konkursbehandling mod en ægtefælle. Det følger således af ÆFL § 3, at en ægtefælle alene hæfter med sin egen formue for sine gældsforpligtelser, og en ægtefælles kreditorer kan derfor ikke foretage udlæg i aktiver, der tilhører den anden ægtefælle. Det er i den forbindelse uden betydning, om det pågældende aktiv hører til delingsformuen og derfor skal indgå i delingen på et skifte mellem ægtefællerne. Som anført i Familieret, s. 117, kan behovet for afgrænsning også blive aktualiseret i forbindelse med uenighed om, hvorvidt en genstand skal sælges, repareres, kasseres eller lignende, og hvis parterne ikke selv får løst sådan et problem, vil de formentlig vælge at gå fra hinanden. Om tilfælde, hvor afgrænsningsspørgsmål er kommet op under ægteskabet, kan der henvises til UfR 1961.269 Ø, der angik en tvist mellem ægtefæller med fuldstændigt særeje om ejendomsretten til en villa og et bankindestående, og UfR 1966.771 V, hvor en umiddelbar fogedforretning om udlevering af effekter, der tilhørte en fraflyttet ægtefælles bodel, blev fremmet hos den anden ægtefælle, der havde modsat sig separation.