Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret

Anmeldelser

Uddrag fra en anmeldelse bragt i UFR nr. 10/2019, skrevet af Morten Rosenmeier:

" Den har karakter af en lovkommentar med grundige forklaringer til alle lovens bestemmelser, bl.a. baseret på lovforarbejder og EU-stof. Ud over de retsdogmatiske redegørelser indeholder bogen kritiske refleksioner om lovstoffet såvel som en lang række oplysninger, der ikke kan læses ud af lovforarbejder og lignende, herunder om de udfordringer, loven medfører, og den måde, de skal håndteres på..." Læs hele anmeldelsen her.

Om bogen

Et omfattende opslagsværk om lov om kollektiv forvaltning af ophavsret 

Titusinder af danske virksomheder og danske rettighedshavere er hvert år i berøring med kollektive forvaltningsselskaber som f.eks. Koda, Gramex og Copydan. Det er fordi en stor del af rettighedsklareringen på ophavsretsområdet sker via kollektiv forvaltning. Kerneområdet for kollektiv forvaltning er massebrug, hvor rettighederne ikke kan klareres på individuelt grundlag uden betydelige omkostninger. Det drejer sig f.eks. om brug i radio og tv, brug i undervisningsinstitutioner og brug af musik og tv i det offentlige rum, i tillæg til de mange tilfælde af massebrug, der i takt med den teknologiske udvikling, sker på internettet.

Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret trådte i kraft i 2016 og er en implementering af direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked.

Denne bog er en klassisk lovkommentar til loven om kollektiv forvaltning af ophavsret, og indeholder en grundig gennemgang af en meget detaljerig og kompleks regulering, der ikke før lovens ikrafttræden fandtes på området. Loven tildeler individuelle rettighedshavere en række rettigheder, som det er vigtigt at være opmærksom på, ligesom, at loven medfører ny pligt til udarbejdelse af omfattende årlige reviderede gennemsigtighedsrapporter. Herudover indeholder bogen en gennemgang af organisationerne inden for området og meget af den øvrige baggrundsret, som er relevant for området. 

Denne lovkommentar er opbygget sådan, at der er et indledningskapitel, hvor der er en kort introduktion til forvaltningsorganisationers virksomhed og en kort beskrivelse af de danske forvaltningsorganisationer. Selve lovkommentaren følger lovens opbygning. Sidst er der en omtale af de bestemmelser i ophavsretsloven, der er en implementering af forvaltningsdirektivet.

Målgruppe

Bogen er et nyttigt værktøj for f.eks. kollektive forvaltningsorganisationer, rettighedshavere, jurister, revisorer og andre rådgivere inden for ophavsretsområdet samt for professionelle brugere af ophavsrettigheder f.eks. teleselskaber, tv- og radiostationer, streamingtjenester osv. Bogen er primært tænkt som et opslagsværk for praktikeren, men er relevant for alle med interesse inden for området og den kommenterede ophavsretslov. 

Om forfatterne

Jakob Plesner Mathiasen er National Group Director for IFPI Danmark (musikselskabernes brancheforening). Jakob har udgivet en række bøger og artikler om immaterialret og er ekstern lektor i Entertainmentret på Københavns Universitet.

Martin Gormsen har arbejdet med kollektiv forvaltning af ophavsret i over 20 år, blandt andet som Vicedirektør hos Koda og Direktør hos Copydan Verdens TV. Martin ejer i dag konsulentfirmaet Martin Gormsen Consulting.

Michael Horn er juridisk specialkonsulent hos Copydan Verdens TV, hvor han har arbejdet med kollektiv forvaltning af ophavsret siden 2007.

Daniel Montigny er juridisk seniorkonsulent i IFPI Danmark og i MPO. Daniel har tidligere arbejdet hos bl.a. Gramex og Kulturministeriet.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

• Introduktion
• Lovens anvendelsesområde – § 1
• Definitioner – § 2
• Rettighedshavernes rettigheder – § 3
• Kollektiv forvaltnings-organisationernes medlemsregler – § 4
• Rettigheder for rettighedshavere, som ikke er medlemmer af kollektiv forvaltnings-organisation – § 5
• Generalforsamling – § 6
• Generalforsamling – § 7
• Tilsynsfunktion – § 8
• Forpligtelser for de personer, som er ansvarlige for den daglige ledelse af kollektiv forvaltnings-organisationen – § 9
• Forvaltning af rettighedsvederlag Generelt – § 10
• Adskillelse af rettighedsvederlag m.v. i regnskab – § 11
• Anvendelse af rettighedsvederlag – § 12
• Investering af rettighedsvederlag – § 13
• Fradrag i rettighedsvederlag – § 14
• Fordeling af beløb, der tilfalder rettighedshavere – § 15
• Fordeling af beløb, der tilfalder rettighedshavere – § 16
• Forvaltning af rettigheder på vegne af andre kollektiv forvaltnings-organisationer – § 17
• Forvaltning af rettigheder på vegne af andre kollektiv forvaltnings-organisationer – § 18
• Oplysninger til rettighedshavere om forvaltning af deres rettigheder – § 19
• Oplysninger til andre kollektiv forvaltnings-organisationer om forvaltning af rettigheder i henhold til repræsentationsaftaler – § 20
• Oplysninger til rettighedshavere, andre kollektiv forvaltnings-organisationer og brugere efter anmodning – § 21
• Offentliggørelse af oplysninger – § 22
• Årlig gennemsigtighedsrapport – § 23
• Ansvarsfordeling mellem kollektive forvaltningsorganisationer og deres medlemsorganisationer – § 24
• Kollektive forvaltningsorganisationers udstedelse af multiterritoriale licenser for onlinemusikrettigheder
• Kapacitet til at behandle multiterritoriale licenser – § 25
• Gennemsigtighed i multiterritoriale repertoireoplysninger – § 26
• Nøjagtighed af multiterritoriale repertoireoplysninger – § 27
• Nøjagtig og rettidig rapportering og fakturering – § 28
• Nøjagtig og rettidig betaling til rettighedshavere – § 29
• Ikke-eksklusivitet – § 30
• Oplysning om væsentlige vilkår – § 31
• Forpligtelse til at repræsentere en anden kollektiv forvaltnings-organisation med henblik på multiterritorial licensering – § 32
• Forpligtelse til at repræsentere en anden kollektiv forvaltningsorganisation med henblik på multiterritorial licensering – § 33
• Adgang til multiterritorial licensering – § 34
• Undtagelse for onlinemusikrettigheder, der er nødvendige for radio- og fjernsynsudsendelser – § 35
• Klageprocedurer – § 36
• Ophavsretslicensnævnet – § 37
• Tilsyn – § 38
• Straf – § 39
• Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning, overgangsbestemmelser og territorial gyldighed – § 40
• Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning, overgangsbestemmelser og territorial gyldighed – § 41
• Ændringer i ophavsretsloven – § 42
• Færøerne og Grønland – § 43

Indledning

“Forvaltningsorganisationerne er ophavsrettens praktiske grise” sagde professor Mogens Koktvedgaard, der er dansk ophavsrets nestor. Det er ganske rammende. Langt den meste brug af ophavsretligt beskyttede værker er noget, der håndteres på grundlag af individuelle aftaler mellem på den ene side skabende og udøvende kunstnere og på den anden side producenter, udgivere og tv-stationer. Men der er områder, hvor rettighedsforvaltningen ikke ville kunne finde sted eller kun vanskeligt vil kunne finde sted, hvis der ikke var kollektiv forvaltning.

Det traditionelle kerneområde for kollektiv forvaltning er massebrug, hvor rettighederne ikke kan klareres på individuelt grundlag uden betydelige transaktionsomkostninger. Derfor findes kollektiv forvaltning i stort set alle lande, hvor der en veludviklet lovgivning om ophavsret. Som følge af at ophavsretten i væsentligt omfang er harmoniseret i EU, er kollektiv forvaltning meget udbredt i alle EU- og EØS-lande.

Der har været en tendens til, at forvaltningsorganisationer i de senere år har fået en øget betydning, og en stadig større del af brugen af ophavsretligt beskyttede værker og præstationer klareres gennem forvaltningsorganisationer. Dette har været en naturlig udvikling i takt med, at den ophavsretlige beskyttelse er blevet udvidet, og der er sket en eksplosion i medieudbuddet. Det er imidlertid ikke givet, at den udvikling vil fortsætte. På den ene side indebærer teknologien, at ophavsretsligt beskyttede værker lettere kan bruges og distribueres; i dag kan en vilkårlig ungdomsklub for en beskeden omkostning etablere sin egen radiokanal. Men på den anden side indebærer teknologien også, at det i langt højere grad kan styres præcis hvilke værker og præstationer, der bruges, og metadata omkring indholdet, gør at det i et helt andet omfang end tidligere, bliver muligt at styre brugen af værker. Dette vil give rettighedshaverne øget mulighed for at licensere deres rettigheder uden brug af forvaltningsorganisationer – f.eks. gennem forskellige onlinebaserede mellemmænd.

Samtidigt står vi over for en situation, hvor forvaltningsorganisationerne har svært ved at håndtere grænseoverskridende brug, fordi forvaltningsorganisationerne af historiske grunde typisk kun opererer på et enkelt territorium, og fordi ophavsretten i sin grundessens er territorialbestemt. Det indebærer, at forvaltningsorganisationerne har behov for at finde nye måder at samarbejde på, og på EU-niveau har der også været skubbet på denne udvikling.

Det er en del af baggrunden for direktivet om kollektiv forvaltning (forvaltningsdirektivet), som forvaltningsselskabsloven er en implementering af. Men udviklingen er primært drevet af markedskræfter. I de senere år har mange forvaltningsorganisationer på Koda-området og store musikforlag etableret initiativer, der indebærer multiterritoriale licenser, og dermed etablerer en ny konkurrencesituation mellem forvaltningsorganisationerne. Samtidig er der tendenser til, at der opstår kommercielle forvaltningsorganisationer, der forsøger at komme ind på markedet og konkurrere direkte med de traditionelle forvaltningsorganisationer. Der er ingen tvivl om, at vi står over for en spændende udvikling i krydsfeltet mellem regulering, markedsøkonomi og kulturpolitik.

Denne lovkommentar er opbygget sådan, at der er et indledningskapitel, hvor der er en kort introduktion til forvaltningsorganisationers virksomhed og en kort beskrivelse af de danske forvaltningsorganisationer. Selve lovkommentaren følger lovens opbygning. Sidst er der en omtale af de bestemmelser i ophavsretsloven, der er en implementering af forvaltningsdirektivet.

2. Forvaltningsorganisationernes arbejdsområder og grundlæggende funktioner

Forvaltningsorganisationers grundlæggende funktion er at være et mellemled mellem de enkelte individuelle rettighedshavere og brugerne af rettigheder. En bruger får en tilladelse til at anvende rettigheder i et nærmere specificeret omfang. Som vilkår for tilladelsen vil brugeren betale et vederlag, og der vil typisk også være knyttet andre vilkår til tilladelsen – f.eks. rapportering (dvs. brugeren skal informere forvaltningsorganisationen om, hvilke værker der anvendes).

De indkomne vederlag fordeles derefter af forvaltningsorganisationen til de enkelte individuelle rettighedshavere på grundlag af den modtagne rapportering. Typisk vil rettighedshaverne enten på forhånd gøre forvaltningsorganisationen bekendt med, hvilke værker rettighedshaveren har rettigheder til eller “claime” vederlagene på lister, der offentliggøres af forvaltningsorganisationen. I den forbindelse vil en forvaltningsorganisation typisk opbygge en database med de værker, som forvaltningsorganisationen repræsenterer.

Nogle forvaltningsorganisationer fungerer på den måde, at de individuelle rettighedshavere overdrager deres rettigheder til forvaltning hos forvaltningsorganisationen (typisk på eksklusivt grundlag), og på den måde opnår forvaltningsorganisationen “et varelager”, der består af den samlede sum af de overdragne rettigheder. Forvaltningsorganisationen kan så stille “varelageret” til rådighed for brugere enten i form af en blankolicens, hvor brugeren principielt kan benytte alle rettigheder, der indgår i mandaterne, eller i form af værk-for-værk-licenser, hvor der kun meddeles tilladelser for enkelte værker.

Forvaltningsorganisationer vil normalt have en fordelingsplan, der bestemmer hvordan vederlagene fordeles til de enkelte individuelle rettighedshavere. Nogle forvaltningsorganisationer opererer dog med krone-til-krone-afregninger, hvor det vederlag som brugeren betaler for brugen af det enkelte værk, fordeles med fradrag for en nærmere fastsat administrationsandel til rettighedshaveren. Dette forudsætter selvsagt, at brugerens betaling kan henføres direkte til enkeltværker. En forvaltningsorganisation kan også operere efter begge afregningsmetoder afhængigt af, hvilket område der er tale om.

Mange forvaltningsorganisationer opererer med forskellige former for kulturelle midler, hvor en del af vederlagene anvendes til fælles kollektive formål. Det kan være arbejdslegater eller forskellige former for kulturelle aktiviteter.

Sat på spidsen kan man sige, at forvaltningsorganisationer både set med rettighedshavernes øjne og brugernes øjne er den næstbedste løsning. Fordi både brugere og rettighedshavere ideelt set gerne vil klarere rettighederne direkte. Når både brugere og rettighedshavere alligevel grundlæggende er glade for forvaltningsorganisationer, så er det fordi kollektiv forvaltning alligevel er den løsning, der skaber de bedste grundlag for at få rettighederne brugt, og som indebærer de laveste samlede transaktionsomkostninger.

For brugeren giver kollektiv forvaltning let adgang til rettigheder, og den kollektive forvaltning indebærer også en forskydning af transaktionsomkostninger fra brugerne til forvaltningsorganisationerne, fordi forvaltningsorganisationerne påtager sig at fordele vederlag til de enkelte individuelle rettighedshavere og varetager kontakten til disse.

For rettighedshaverne giver forvaltningsorganisationerne mulighed for, at der kan finde en brug sted, som ellers ofte ikke ville finde sted, fordi det ville være for bøvlet eller dyrt at få adgang til rettighederne. Endvidere påtager forvaltningsorganisationen sig salgsarbejde, overvågning af ulovlig brug og fordelingsarbejdet, således at rettighedshaveren ikke skal foretage sig meget selv, og kan bruge tiden på at frembringe nye værker og præstationer. Rettighedshaveren vil typisk miste mulighed for selv at prissætte sine egne rettigheder, men til gengæld får rettighedshaveren gennem forvaltningsorganisationens struktur mulighed for at påvirke den generelle prispolitik.

Kerneområdet for forvaltningsorganisationer er områder, hvor der sker masseudnyttelse af rettigheder, og hvor det er besværligt eller umuligt at klarere rettighederne på anden vis. Det er også grunden til, at forvaltningsorganisationer fylder mest inden for musikkens verden, fordi musik bruges over alt i samfundet. Uden for musikområdet er kollektiv forvaltning mindre udbredt, dels fordi der er et mindre behov og dels fordi der ikke har været samme tradition som på musikområdet. Der er imidlertid store forskelle mellem de forskellige lande, og der også store forskelle på de enkelte forvaltningsorganisationer.

For nogle forvaltningsorganisationer er virksomheden tæt integreret med de enkelte medlemmers virksomhed, idet forvaltningsorganisationen varetager væsentlige funktioner for medlemmerne. For andre forvaltningsorganisationer er situationen den, at forvaltningsorganisationerne kun varetager håndtering af rettigheder til den brug, som rettighedshaverne absolut ikke selv kan forvalte eller hvor der lovgivningsmæssigt er pligt til kollektiv forvaltning.

Et særligt forhold er, at fagforeningerne for forskellige kreativt medvirkende ofte er involveret i kollektiv forvaltning. En fagforening kan selv drive kollektiv rettighedsforvaltning, men forvaltningsorganisationen kan også være udskilt fra organisationen. På de områder, der repræsenteres af Copydan AV-foreningerne, er forholdet mellem fagforeningerne og forvaltningsorganisationen løst på den måde, at Copydan AVforeningerne indgår aftaler med brugerne baseret på multirepertoirelicenser, således brugeren får de rettigheder, som brugeren har behov for, uanset hvilken rettighedskategori, der er tale om. Men den individuelle fordeling af vederlagene til de enkelte rettighedshavere foretages af medlemsorganisationerne, der i mange tilfælde er fagforeninger. Denne mellemform har vist sig at være en effektiv arbejdsdeling, der også indebærer at de fagforeninger og brancheorganisationer, der organiserer de enkelte individuelle rettighedshavere bevarer kontakten til rettighedshaverne/medlemmerne. Det gør, at man ikke i Danmark som det ofte ses i udlandet, har et modsætningsforhold mellem fagforeningerne og forvaltningsorganisationerne. Forvaltningsorganisationer kan være opbygget på mange forskellige måder.

Forvaltningsorganisationer, der opererer med individuelle medlemmer, vil have en demokratisk opbygning, hvor medlemmerne kan deltage i generalforsamlinger og vælge en bestyrelse. Traditionen i Danmark er, at bestyrelserne ikke er professionelle bestyrelser sammensat ud fra kvalifikationer, men derimod bestyrelser hvor medlemmerne selv er valgbare til bestyrelserne. Således består bestyrelserne af rettighedshavere og ikke eksterne bestyrelsesmedlemmer.

I Danmark er mange forvaltningsorganisationer fællesorganisationer, hvor der indgår flere forskellige rettighedskategorier i de licenser, der udstedes. I sådanne situationer spiller de underliggende organisationer en betydelig rolle for ledelsen af forvaltningsorganisationerne, og typisk udpeger de enkelte underliggende organisationer bestyrelsesmedlemmer, fra de underliggende organisationers egne ledelser.