SAGT OM BOGEN:
“Bogen er velskrevet og velstruktureret. Selvom den er kort og baseret på en komprimeret analyse af reglerne, er den dybtgående og vil være kærekommen for de mange praktikere, der i deres daglige virke er konfronteret med den udfordring, der består i at administrere eller anvende de nye og komplicerede regler i jordforureningslovens kapitel 4b.”
Uddrag fra anmeldelse af Kim Trenskov i UfR, U.2015B.74/1
Ansvarssuccession ved forurenede ejendomme - med kommentarer til Jordforureningslovens kapitel 4 B & Miljøbeskyttelseslovens § 35 c om basistilstandsrapport
I hvilken udstrækning kan en ny ejer af en ejendom eller en virksomhed blive gjort ansvarlig for en forurening, der er forvoldt af tidligere ejere?
Problemstillingen betegnes ansvarssuccession og retsstillingen er kompliceret, bl.a. fordi planlovgivningen og forureningslovgivningen følger to forskellige systemer, hvortil kommer, at miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven indeholder forskellige successionsordninger.
Senest er der på baggrund af EU’s direktiv om industrielle emissioner (IE-direktivet) indført en helt særlig successionsordning, der har vidtgående konsekvenser ved overtagelse af større industrielle anlæg.
Bogen giver et overblik over de forskellige successionsordninger med analyse af nyere retspraksis. I bogen belyses bl.a.:
- Hvem er forureneren
- Er en ny ejer efter planloven forpligtet til at fjerne ulovligheder begået af tidligere ejer
- Jordforurening og grundejeransvar
- Ansvarssuccession for affald
- Hvem er påbudsadressat for forurening ved dødsboer
- Hvem er påbudsadressat, når der er flere forurenere
- Hvem har ansvaret for ældre forurening
- Hvornår overtager ny ejer ansvaret for tidligere ejers forurening efter IE-direktivet
- Hvornår kan man forpligtes til at undersøge en forurening.
Målgruppe
Bogen er relevant for alle, der beskæftiger sig med køb og salg af fast ejendom, ligesom aktører på boligmarkedet som ejendomsselskaber og rådgivende ingeniørfirmaer kan have gavn af bogen.
Om forfatteren
Peter Pagh har siden 1999 været professor i miljøret ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet.