Civilprocessen

Få en systematisk og grundig fremstilling af den civile retspleje

Emne for emne gennemgår Civilprocessen den civile retsplejes regelsæt, som er under stadig udvikling og forandring. I de senere år er der f.eks. gennemført en større domstolsreform og en lang række ændringer af retsplejeloven med det hovedformål at effektivisere retsplejen. Overordnede emner i Civilprocessen er:

• Civilprocessens emnekreds og grundprincipper
• Domstolene, dommerne og advokaterne
• Sagsbehandlingen i 1. instans
• Partnere og proceskravet
• Almindelige regler om sagsbehandlingen
• Retsafgørelser – form, indhold, afsigelse
• Prøvelse af retsafgørelser (retsmidler)
• Specialproces
• Voldgift.

Værket redegør for relevant lovgivning og retspraksis og er opdateret til og med efteråret 2019.

Nyt i 8. udgave

I værket er nye regler om bl.a. domstolenes sagsportal, effektivisering af civilprocessen med bl.a. et kæreforbud  og familieretterne indarbejdet.

Målgruppe

Velegnet for fagjurister. Også brugbar som lærebog ved universiteter.

Om forfatterne

Forfatterne er professor, dr.jur. Bernhard Gomard og landsdommer Michael Kistrup. Bernhard Gomard var professor i retsvidenskab på Københavns Universitet til 1996, hvorefter han i en årrække virkede som professor på Copenhagen Business School (CBS). Michael Kistrup var i en længere årrække til 2010 tilknyttet Københavns Universitet som ekstern lektor i proces.

Bogens indhold

Afsnit I: Civilprocessens emnekreds og grundprincipper
Kapitel 1: Civilprocessen som juridisk disciplin
Kapitel 2: Domstolenes (den dømmende magts) statsretlige stilling
Kapitel 3: Civilprocessens lovgrundlag

Afsnit II: Domstolene, dommerne og advokaterne
Kapitel 4: Domstolenes organisation
Kapitel 5: De almindelige domstoles saglige kompetence
Kapitel 6: De almindelige domstoles stedlige og internationale kompetence
Kapitel 7: Dommeres, retsassessorers og dommerfuldmægtiges tjenstlige stilling
Kapitel 8: Inhabilitet (habilitetsmangel)
Kapitel 9: Advokaterne

Afsnit III: Sagsbehandlingen i 1. instans
Kapitel 10: Almindelig orientering om sagsbehandlingen
Kapitel 11: Sagens forberedelse ved indlevering og forkyndelse af stævning
Kapitel 12: Sagens forberedelse efter stævningens forkyndelse
Kapitel 13: Hovedforhandling
Kapitel 14: Inddragelse af nyt processtof i sagen. Koncentrationsmaksime og præklusion
Kapitel 15: Udeblivelse
Kapitel 16: Sagens ophævelse

Afsnit IV: Parterne og proceskravet
Kapitel 17: Parter, partshabilitet og procesfuldmagt
Kapitel 18: Formalitet og realitet
Kapitel 19: Proceskravets formål
Kapitel 20: Krav om anerkendelse og om fuldbyrdelsesgrundlag
Kapitel 21: Objektiv kumulation
Kapitel 22: Subjektiv kumulation
Kapitel 23: Nødvendigt procesfællesskab (litis consortium)
Kapitel 24: Succession

Afsnit V: Almindelige regler om sagsbehandlingen
Kapitel 25: Mundtlighed
Kapitel 26: Offentlighed
Kapitel 27: Grundlaget for rettens afgørelse og dets tilvejebringelse. Forhandlingsmaksimen
Kapitel 28: Parternes aftaler om sagens genstand og om procesførelsen. Dispositionsmaksimen
Kapitel 29: Retsforlig
Kapitel 30: Bevisførelse. Bevisafgørelse
Kapitel 31: Beviskravet i forskellige situationer
Kapitel 32: Umiddelbar og middelbar bevisførelse
Kapitel 33: Partsforklaringer
Kapitel 34: Vidneforklaringer
Kapitel 35: Bevisdokumenter
Kapitel 36: Syn og skøn og anden sagkyndig bistand til oplysning af sagen

Afsnit VI: Retsafgørelser
Kapitel 37: Retsafgørelsers form, indhold og afsigelse
Kapitel 38: Votering i kollegiale retter
Kapitel 39: Sagsomkostninger. Fri proces og retshjælpsforsikring

Afsnit VII: Prøvelse af retsafgørelser (retsmidler). Retskraft
Kapitel 40: Almindelig orientering om prøvelse af retsafgørelser
Kapitel 41: Fællesregler for anke
Kapitel 42: Anke til landsret
Kapitel 43: Anke til Højesteret
Kapitel 44: Kære
Kapitel 45: Retskraft
Kapitel 46: Retskraftige afgørelser
Kapitel 47: Retskraftens rækkevidde

Afsnit VIII: Specialproces
Kapitel 48: Oversigt over de specielle procesregler
Kapitel 49: Mortifikation og ejendomsdom
Kapitel 50: Familieretlige sager
Kapitel 51: Sager om faderskab og medmoderskab
Kapitel 52: Værgemål. Rpl kapitel 43
Kapitel 53: Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og af beslutning om adoption uden samtykke
Kapitel 54: Forbrugersager

Afsnit IX: Voldgift
Kapitel 55: Voldgift

Uddrag af kapitel 1 (læs hele uddraget her)

1.1. Indledning
I Romerretten og i ældre engelsk ret er retsreglerne ikke beskrevet ved hjælp af begreberne rettigheder og forpligtelser, men ved hjælp af begrebet aktioner. Regler om en actio går ud på, at der i bestemt angivne tilfælde består en adgang til at gå til domstolene og opnå dom. Hvor ingen aktion findes, kan domstolene ikke yde nogen bistand, uanset om der synes at være behov for retsbeskyttelse. Dette stive system mildnedes i tidens løb i Romerretten ved prætors virksomhed og i England ved udviklingen af Equity ved siden af Common Law, men det fundamentale udgangspunkt, at retssystemet består af et antal mulige søgsmål (actions), fastholdes langt op i tiden.

I andre retssystemer og også i nyere engelsk og romanistisk ret er situationen en anden. Retssystemet bygger ikke på et aktionskatalog, men på materielle rettigheder og forpligtelser. Der sondres mellem de materielle rettigheder og forpligtelser og de processuelle regler, der opfattes som et accessorisk normsystem til den materielle ret. De processuelle regler drejer sig om gennemførelsen af de bestående rettigheder og forpligtelser. Opdelingen af retssystemet i regler om materielle rettigheder og processuelle regler om hævdelsen af rettighederne er en selvfølge for en naturretlig opfattelse, fordi naturrettens rettigheder kan bestå uafhængigt af et retsligt tvangssystem. Denne dualisme i retsordenen er ikke på samme måde en selvfølge for senere tiders positivistiske, pragmatiske tankegang. Definition af retskrav som krav, der kan hævdes ved de retlige tvangsmidler, har nu vundet almindelig tilslutning. I et retssystem, der bygger på tanken om rettighederne og forpligtelserne som positioner, der kan hævdes ved retlige tvangsmidler, smelter materiel og processuel ret igen sammen til en enhed. En materiel ret uden nogen mulighed for håndhævelse er ikke en ret i teknisk juridisk forstand. Retsreglerne, hvad enten de er formuleret som materielle og som processuelle bestemmelser, har retshåndhævelse som formål. Erkendelsen af et fællesskab eller slægtskab i mål er imidlertid ikke til hinder for bevaring af civilprocessen som en selvstændig disciplin.

1.2. Processuel og materiel ret
En opdeling af retssystemet i en række discipliner og særskilt omtale af de enkelte dele er en praktisk nødvendighed. Man kan ikke tale om alting på én gang. En hensigtsmæssig systematik fås ved at behandle reglerne om, når en rettighed kan siges at bestå, og reglerne om rettighedernes gennemførelse hver for sig. Det praktiske behov for en sådan systematik påvirkes ikke af svingninger i opfattelsen af retsreglernes og rettighedernes natur. At retssystemet eller dele deraf kan siges at udgøre en enhed udelukker ikke, at det er hensigtsmæssigt at opdele i henseende til mål og funktion den systematiske fremstilling af retsreglerne i redegørelser for materiel ret og for processuel ret. Gennemførelsen af de opdelinger, som stofmængden gør nødvendige, må ske ud fra fremstillingstekniske grunde og under hensyntagen til traditionen.

Indholdet af de regler, der henføres til den materielle og processuelle ret er uanset et fællesskab i henseende til fundamentale mål og funktioner på væsentlige punkter forskelligt. Som eksempler på forskelle mellem materielle og processuelle regler efter den positive ret kan nævnes, at erstatningsrettens regler om, under hvilke betingelser en skadevolder skal godtgøre skadelidte den tilføjede skade, ikke uden videre er afgørende for, om også udgift til sagsomkostninger skal erstattes. Rpl indeholder dog i kapitel 30 om sagsomkostninger culparegler, jfr. §§ 318 og 319.  Modbevis er f.eks. muligt, hvis der tillægges passivitet betydning som bevis, men ikke hvis passiviteten har materiel virkning som et løfte (afkald), sml. UfR 1976.932 H. Formuerettens regler om fordringers ophør ved modregning er ikke eneafgørende for, om modregning kan gøres gældende under processen. Modregning behandles efter selvstændige regler i rpl §§ 249, stk. 2, og 522 om modkrav i almindelighed. Værgen optræder efter § 257 på den umyndiges vegne under processen, også selv om den umyndige efter reglerne i værgemålslovens §§ 42-43 selv er rådig over sagsgenstanden. I sager med tilknytning til flere lande er lex fori afgørende for lovvalget af procesret, mens lex causa bestemmer valget af materiel ret. De gældende procesretlige regler nødvendiggør opstilling af en skillelinie mellem en sags formalitet og dens realiteter, sml. § 351, stk. 4, om formalitetsindsigelser. De processuelle regler følger dog de materielle regler i vid udstrækning. Dette gælder f.eks. om nødvendigt procesfællesskab, om udstykning af krav og om succession. Selv på disse områder kan dog findes visse særegenheder i reglerne, som kun træder frem under en proces. Ved nødvendigt procesfællesskab gælder der f.eks. en særlig regel om fuldmagt, jfr. §§ 255, stk. 2, og 256.

Civilprocessens regler handler om behandlingen af borgerlige (civile) retssager. Sagsbehandlingen er bundet af bestemte regler og civilprocessen er derfor en juridisk disciplin. Et skøn over, hvad i den foreliggende situation er mest hensigtsmæssigt, spiller dog en væsentlig rolle, og de regler, der findes i civilprocessen, har ikke samme faste karakter som reglerne i de materielle juridiske discipliner. Procesrettens særlige formål at opnå den bedst mulige sagsbehandling fører undertiden til, at både det enkelte tilfældes konkrete krav og dommerindividualiteten træder tydeligt frem, sml. f.eks. UfR 1984.968 H. Det foreliggende domsmateriale om rettens bundethed af parternes procesførelse (forhandlingsprincippet), om dommens bindende virkning for parterne (retskraften) og om hjemvisning af ankesager lader sig næppe fuldt ud indordne under faste generelle regler. Konkret hensyntagen spiller ofte en væsentlig rolle for sagsbehandlingen, og der er forskel på folks- også på dommeres – syn, både på, hvad der egner sig til afgørelse efter en generel regel og efter et praktisk skøn og på, hvad et praktisk skøn fører til. Retskraft kan, om der opstilles generelle faste regler, afskære den noget ubehændige, men hæderlige sagsøger fra at opnå fornyet prøvelse af krav og i andre situationer beskytte en domhaver mod urimelige angreb på hans en gang anerkendte position. Generelle regler om et forhandlingsprincip kan, om de strengt fastholdes, ofte føre til en hensigtsmæssig procesførelse, men kan også undertiden føre til urimelige retstab for parterne. Civilprocessens regler bør derfor læses med et gran af salt. Procesreglernes formål er at sikre gennemførelsen af den materielle ret. En fortolkning og en retsanvendelse, der fører til retstab af formelle grunde, bør så vidt muligt undgås, selv på bekostning af fuld klarhed og fasthed i det processuelle regelsystem.

De materielle rettigheder fremtræder for en umiddelbar iagttagelse ofte som uafhængige af de processuelle sagsbehandlingsregler og sanktioner. Retten godkender således i anerkendelsessøgsmål en materiel rettighed uden at tage stilling til anvendelsen af sanktioner. Anerkendelsesdommen fastslår dog ikke eksistensen af en sanktionsfri ret, men at de betingende kendsgerninger af materiel karakter er til stede, for at en udefineret retshåndhævelse efter omstændighederne kan iværksættes. De materielle regler kan heller ikke siges at have været i anvendelse som et isoleret regelsæt i tilfælde, hvor parterne finder en udenretlig ordning af deres tvist. Parternes mulighed for at gennemføre deres rettigheder i en proces virker som en motiverende faktor bag en forligsmæssig løsning. Parternes mulighed for at præstere bevis kan have betydning for, hvilket resultat der kan opnås ved dom. I civile sager gælder der et forhandlingsprincip. Retten prøver kun de påstande og anbringender, som parterne gør gældende, jfr. § 338. Det henstår som en – mere eller mindre sandsynlig – mulighed, at en anden sagførsel kunne have ført til et andet resultat.

Sondringen mellem materielle og processuelle regler er en fremstillingsteknisk og en positivretlig nødvendighed, men skelnemærkerne og dermed sondringen er ikke ganske faste. Hensigtsmæssighedssynspunkter griber ind. En adskillelse af hensyn og regler i materielretlige og processuelle fremtræder langtfra altid som en selvklar sag. Regler om emner som bevisbyrde, forældelse, tidsfrister og retskraft tilgodeser hensyn, som næppe lader sig adskille i materielle og processuelle. Om reglerne kvalificeres som processuelle eller materielle er noget nær en smagssag. Talen om, at en regel er af processuel eller materiel karakter har kun en sikker mening med henblik på at fastslå, om reglen i en bestemt relation hører hjemme i den ene eller den anden bås. Kun enkelte retsregler, som f.eks. den internationale privatrets grundsætning om, at processuel ret følger lex fori, medens materiel ret afgøres efter lex causae, nødvendiggør en almindelig deling af retsreglerne i processuelle og materielle.