De danske domstoles internationale kompetence på det konkursretlige område

Bogen indeholder en omfattende gennemgang af gældende dansk ret på det konkursretlige område set i lyset af EU’s insolvensforordning

Når en virksomhed har grænseoverskridende aktiviteter, medvirker disse til, at der opstår nogle særlige insolvensprocesretlige spørgsmål, hvis skyldneren går konkurs. Først må det overvejes, i hvilket land skyldnerens konkurs skal behandles, og eventuelt i hvor mange forskellige lande skyldneren kan tages under konkursbehandling på samme tid. Undervejs i konkursbehandlingen kan der opstå en række konflikter mellem konkursboet og skyldnerens medkontrahenter, kreditorer, samarbejdspartnere, ejere mv. Har disse bopæl udenfor Danmark, opstår spørgsmålet, i hvilket omfang konkursboet kan anlægge sagen i Danmark.

Disse spørgsmål er genstand for behandling i denne bog, der indeholder en omfattende gennemgang af gældende dansk ret, samtidig med at denne vurderes op imod den EU-retslige regulering, som Danmark ikke er bundet af som følge af det danske retsforbehold. Det forsøges besvaret, om dansk ret er i overensstemmelse med EU-retten, og i benægtende fald, om den bør være det.

Uddrag fra anmeldelse i UfR nr. 36/2019: 

"..Bogen er velskrevet og interessant. Den belyser en række internationale insolvensprocesretlige emner, der hidtil har påkaldt sig begrænset opmærksomhed i Danmark. Der er tale om en akademisk bog med omfattende og gode analyser. Værket bør dog også få en fremtrædende plads blandt retsanvendere, der har behov for at få klarhed over den internationale insolvensprocesret..." (anmelder: Kim Sommer Jensen)

Målgruppe

Bogen er relevant for alle, der beskæftiger sig med insolvens- og procesret, men er særligt relevant for advokater og dommere, der beskæftiger sig med anlæggelse af sager med forbindelse til en skyldners konkurs.

Om forfatteren

Line Herman Langkjær er adjunkt, ph.d. ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet, og har tidligere arbejdet som advokat med speciale i insolvensret. Bogen er hendes ph.d.-afhandling i en lettere opdateret og bearbejdet udgave.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Del I. Introduktion
Kapitel 1. Introduktion
Kapitel 2. Introduktion til insolvensforordningen

Del II. Konkurskompetence
Kapitel 3. Kompetencen til at indlede hovedinsolvensbehandling
Kapitel 4. Kompetencen til at indlede sekundær insolvensbehandling
Kapitel 5. Konkurskompetence i dansk ret
Kapitel 6. Perspektivering – Del II

Del III. Kompetencen til at behandle konkursrelaterede sager
Kapitel 7. Insolvensforordningens artikel 6
Kapitel 8. Domsforordningens artikel 1, stk. 2, litra b
Kapitel 9. Retsplejelovens § 246, stk. 3
Kapitel 10. Konkurslovens § 242
Kapitel 11. Virkningen af skyldnerens værnetingsaftaler i konkurs
Kapitel 12. De danske domstoles kompetence – Boets krav
Kapitel 13. De danske domstoles kompetence – krav mod boet
Kapitel 14. Sammenfattende bemærkninger og perspektivering – Del III

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1. Indledning

Formålet med denne afhandling er at betragte dansk rets kompetenceregler på det konkursretlige område i lyset af den europæiske regulering på området. Som anført i kapitel 1 findes de relevante europæiske kompetenceregler i domsforordningen og insolvensforordningen.
 Domsforordningen og dens forgængere har været en del af dansk ret siden 1. november 1986. Både domstolene, de danske lovforarbejder og litteraturen har derfor i vidt omfang behandlet domsforordningens indhold. Insolvensforordningen er derimod ikke bindende for Danmark og dermed ikke en del af dansk ret. Som fundament for afhandlingens senere kapitler, der behandler insolvensforordningens kompetenceregler, er det derfor fundet hensigtsmæssigt at foretage en generel introduktion til insolvensforordningen i dette kapitel.
 I afsnit 2 beskrives insolvensforordningens tilblivelse, og i afsnit 3 undersøges, hvilke overordnede formål og hensyn insolvensforordningen skal varetage. Disse overordnede formål og hensyn har afgørende betydning for den analyse af insolvensforordningens enkelte kompetenceregler, der foretages i kapitel 3, 4 og 7, men behandles i dette kapitel, da der er tale om generelle hensyn, der skal inddrages i forbindelse med fortolkningen af alle insolvensforordningens bestemmelser. I afsnit 4 beskrives insolvensforordningens saglige og geografiske anvendelsesområde.

2. Insolvensforordningens baggrund

Insolvensforordningen er den insolvensretlige internationale (regionale) regulering, der omfatter flest stater. Insolvensforordningen harmoniserer 27 medlemsstaters internationale privat- og procesret på det insolvensretlige område. Insolvensforordningen har indirekte haft betydning udenfor EU, da dens indhold i meget vidt omfang har fungeret som inspiration i forbindelse med nationale reformer af international insolvensprocesret, men også andre globale initiativer, herunder eksempelvis UNCITRALs modellov. 
 I kapitel 1 er det dels beskrevet, hvorfor der er et praktisk behov for en international regulering på området, dels hvorledes den insolvensretlige teori har opstillet mulige løsninger på de praktiske udfordringer. Som det vil fremgå nedenfor, forsøger insolvensforordningen at balancere mellem de forskellige hensyn, der er beskrevet i teorien.

2.1. Det retlige mandat
Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab nedsatte i 1959 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et udkast til harmoniserede regler for anerkendelse af europæiske afgørelser. Arbejdsgruppen udarbejdede i 1964 det første udkast til Domskonvention, hvilket med ændringer blev underskrevet i 1968. Insolvensretlige forhold blev undtaget herfra, da retsområdets kompleksitet og særlige karakter nødvendiggjorde et særligt regelsæt, og man ønskede ikke at forsinke processen for det almindelige civile retsområde som følge heraf.
 Det tog herefter det meste af sidste halvdel af det 20. århundrede, før et endeligt regelsæt på det konkursretlige område blev vedtaget, jf. nærmere nedenfor i afsnit 2.2.-2.7.
 Oprindeligt fandtes den EF-retlige hjemmel til at udarbejde regler om gensidig anerkendelse af europæiske insolvensretlige afgørelser i EØF-traktatens artikel 220, som forpligtede staterne til at simplificere formaliteterne omkring anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser for at styrke det indre marked. Mellem 1993 og 1999 fandtes mandatet i TEF-traktatens artikel 65. Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 findes mandatet til at vedtage foranstaltninger på det retlige område i TEUF artikel 81, stk. 1, der bestemmer, at

»Unionen etablerer et samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser. Dette samarbejde kan omfatte vedtagelse af foranstaltninger vedrørende indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.«

Det fremgår af TEUF artikel 81, stk. 2, at EU-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion, vedtager foranstaltninger, der skal sikre gensidig anerkendelse og harmonisering af lovvalgs- og kompetenceregler.
 Med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten blev det retlige område overført fra det mellemstatslige samarbejde i søjle tre til det supranationale samarbejde i søjle et. Denne ændring er baggrunden for, at de nedenfor nævnte konkurskonventionsudkast frem til 1999 var udarbejdet som mellemstatslige aftaler (konventioner), mens 2000-forordningen og den nuværende insolvensforordning er forordninger, der har direkte, bindende virkning i samtlige (omfattede) medlemsstater.
 Ændringen fra mellemstatslig samarbejde til supranationalt samarbejde har samtidig haft betydning for vedtagelsesproceduren. Som anført vedtages foranstaltninger på det retlige område nu efter den almindelige lovgivningsprocedure, jf. TEUF artikel 289, jf. TEUF artikel 81, stk. 2. Dette betyder navnlig, at der ikke som tidligere kræves enstemmighed i Rådet.