Medieret - frihed og ansvar

Medieret – frihed og ansvar, 2. udgave behandler reglerne om mediernes frihed og ansvar. Det drejer sig om mediernes ytringsfrihed, ytringsfrihedens grænser, det særlige medieansvar, den retlige regulering af mediernes arbejdsmetoder og mulighed for at indsamle information, herunder reglerne om aktindsigt, reglerne om Pressenævnet og god presseskik samt reglerne om kildebeskyttelse.

Endvidere behandles der i bogen grundtanker og problemstillinger som ud fra en mere samfundsmæssig tilgang er væsentlige, og som alle der beskæftiger sig med medier og medieret bør have et grundlæggende kendskab til.

Alle emner og problemstillinger i kapitlerne er analyseret i lyset af internationale instrumenter eller perspektiver - ikke mindst er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolens praksis inddraget.

Medieretten er et tværfagligt fag, som med fundament i strafferetten og menneskeretten indeholder elementer af bl.a. forfatningsret, forvaltningsret, procesret og erstatningsret. Hertil kommer de specifikt medieretlige elementer, herunder medieansvaret og reglerne om god presseskik.

Nyt i 2. udgave

Siden bogens første udgivelse i 2017 har samfundet og medieretten udviklet sig. Der er foretaget lovændringer, afsagt nye domme og opstået nye problemstillinger, som alle har betydning for medieretten. Disse er indarbejdet og behandlet i denne nye udgave. Bogen indeholder således flere nye afsnit, ligesom en del afsnit er helt omskrevet eller gennemarbejdet på ny. De grundlæggende figurer og beskyttelsesinteresser er dog fortsat de samme.

Retskildematerialet er medtaget til ca. maj 2021.

Målgruppe

Bogen er skrevet til forskere samt jurister i retsvæsenet og medieorganisationerne, men den henvender sig til alle, der beskæftiger sig både teoretisk og praktisk med medier og medieret.

Om forfatteren

Trine Baumbach er professor, ph.d. og forskningscenterleder for Center for Offentlig Regulering og Administration (CORA) ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

Bogens indhold

De fleste kapitler i bogen er bygget op over følgende læst: Indledning, bærende hensyn, den materielle ret, retlige problemstillinger samt afslutning og perspektiv.

 ----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1 - Introduktion til medieretten
Kapitel 2 - Ytringsfrihed
Kapitel 3 - Samfundsmæssig interesse
Kapitel 4 - Materielle begrænsninger i ytringsfriheden – almindelig del
Kapitel 5 - Materielle begrænsninger i ytringsfriheden – speciel del
Kapitel 6 - Offentlighed som forudsætning for pressefrihed
Kapitel 7 - Offentlighed i retsplejen
Kapitel 8 - Offentlighed i forvaltningen
Kapitel 9 - Medieansvarsloven
Kapitel 10 - Pressenævnet, god presseskik og genmæle
Kapitel 11 - Kildebeskyttelse
Kapitel 12 - Andre emner og perspektiver

 ----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra bogen

Kapitel 2: Ytringsfrihed

 5. Retlige problemstillinger

Ovenfor er de bærende hensyn bag ytringsfriheden blevet analyseret. Herefter er grundlovens § 77 og ikke mindst artikel 10’s beskyttelse af ytringsfriheden blevet behandlet. Selvom ytringsfriheden er en afgørende menneskeret, gives der som påvist ikke absolut ytringsfrihed, og ytringsfriheden og dens grænser indeholder problemstillinger, som fortjener at blive drøftet nærmere.
 Nedenfor vil der blive peget på et par af de væsentligste problemstillinger

5.1. Ytringsfriheden som almægtig menneskeret?
Ytringsfriheden er, som det er blevet beskrevet tidligere, en særlig menneskerettighed, da den udgør et af fundamenterne for det demokratiske samfund. Uden ytringsfrihed, intet demokrati. I dette perspektiv kan ytringsfriheden ses som et udtryk for demokrati. Ytringsfriheden er således et gode for borgerne og det demokratiske samfund og nyder derfor i udgangspunktet stor beskyttelse. Som allerede angivet, er ytringsfriheden ikke begrænset til ytringer, der er imødekommende, ustødende og venlige. Ytringsfriheden omfatter også udtalelser, der »offend, shock or disturb« staten eller borgerne. Det falder også i udgangspunktet inden for ytringsfrihedens grænser at overdrive og provokere. Ytringsfriheden er vid og skal være vid.
 Men ytringsfriheden kan også være katalysator for sociale uroligheder som følge af fornedrelse af andre menneskers integritet og menneskelige værdighed eller være med til at underminere samfundet og statens ydre og indre sikkerhed – også uden for hate speech-sagerne – ligesom ytringsfriheden på anden måde kan misbruges til at krænke andre og deres ret til at bevare »deres gode navn og rygte eller rettigheder.« Da det aldrig er således, »at man her i livet forfølger et enkelt formål under tilsidesættelse af alle andre hensyn«, må retten til at ytre sig derfor ske inden for en ramme, der på den ene side tager højde for ytringsfrihedens fundamentale betydning, samtidig med at formålet med at indrømme borgerne og medierne ytringsfrihed må sætte skelpælene i afgrænsningen af ytringsfriheden. Domstolen har om disse grænser bl.a. udtalt:

»However, as is borne out by the wording itself of Article 10 § 2, whoever exercises the rights and freedoms enshrined in the first paragraph of that Article undertakes »duties and responsibilities«. Amongst them … may legitimately be included an obligation to avoid as far as possible expressions that are gratuitously offensive to others and thus an infringement of their rights, and which therefore do not contribute to any form of public debate capable of furthering progress in human affairs.«

Retten til ytringsfrihed og de modstående rettigheder må derfor – i overensstemmelse med indgrebsbetingelsen »nødvendigt i et demokratisk samfund« – afvejes over for hinanden, således at der findes en rimelig balance mellem disse krydsende rettigheder. Det gælder både i forhold til alle de legitime hensyn opregnet i artikel 10, stk. 2, herunder hele befolkningens ret til samfundsfred samt ro og orden osv. og den enkeltes (de enkelte befolkningsgruppers) ret til ikke at blive krænket.
 Artikel 8 (retten til privatliv) er anvendelig – selvom artiklen alene er formuleret som en negativ forpligtelse – også i sager mellem to private, f.eks. mellem et individ og et medie, hvis krænkelsen direkte eller indirekte kan henføres til staten. Domstolen har om dette bl.a. udtalt:

»In cases of the type being examined here what is in issue is not an act by the State but the alleged inadequacy of the protection afforded by the domestic courts to the applicant’s private life. While the essential object of Article 8 is to protect the individual against arbitrary interference by the public authorities, it does not merely compel the State to abstain from such interference: in addition to this negative undertaking, there may be positive obligations inherent in effective respect for private and family life. These obligations may involve the adoption of measures designed to secure respect for private life even in the sphere of the relations of individuals between themselves. That also applies to the protection of a person’s picture against abuse by others …«

Særligt for så vidt angår den enkeltes ret til ikke at få krænket sin psykiske integritet eller sit gode navn og rygte (sit privatliv) bemærkes:
 Artikel 8 beskytter som nævnt retten til privatliv. Denne ret er omfattende og angår talrige rets- og livsområder. I denne sammenhæng er det imidlertid nok at slå fast, at retten til privatliv også omfatter retten til psykisk integritet og til respekt for ens gode navn og rygte – også ved kritik i forbindelse med en offentlig debat, hvis angrebet har et vist niveau at grovhed.
 For så vidt angår den enkeltes ret til privatliv har Domstolen bl.a. udtalt følgende: