Revisoransvar

Revisoransvar udkommer nu i en ny og opdateret 9. udgave! Få overblik over revisoransvaret

En revisors juridiske ansvar kan deles op i tre ansvarsformer: det erstatningsretlige, det strafferetlige og det disciplinære ansvar. Revisoransvar behandler disse tre ansvarsformer indgående og er ajourført med de nyeste regler på området.

Bogen redegør derudover for revisors funktion og opgaver, revisorrettens historiske udvikling og det retlige grundlag for revisors arbejde.

Nyt i 9. udgave

Siden 8. udgave fra 2013 er revisorlovgivningen blevet gennemgribende opdateret, især i forlængelse af et ajourført EU-revisionsdirektiv og en ny EU-forordning om revision af virksomheder af interesse for offentligheden. Disse ændringer er inddraget i bogen. Af særlig relevans i bogens sammenhænge er ændringerne inden for det disciplinære system. Den nyeste doms- og revisornævnspraksis er også medtaget.

Målgruppe

Bogen henvender sig til revisorer, revisorkandidatstuderende og alle, som i øvrigt beskæftiger sig professionelt med revisorers ansvar, f.eks. advokater, anklagemyndighed, domstole og medlemmer af selskabers direktioner og bestyrelser.

Om forfatterne

Bogen er skrevet af Jakob Lentz, partner hos Bruun & Hjejle, Amalie Kjær Hassager, advokat hos Bruun og Hjejle og Lars Kiertzner, chefkonsulent hos FSR – danske revisorer.

Jakob Lentz og Amalie Kjær Hassager er begge advokater i Bruun og Hjejles procesafdeling og har omfattende erfaring med retssager, voldgiftssager og undersøgelser. Jakob Lentz og Amalie Kjær Hassager har betydelig erfaring med rådgivning af rådgivere, i særdeleshed revisorer og revisionsvirksomheder, herunder i ansvarssager for domstolene og disciplinærsager for Revisornævnet samt vedrørende regulatoriske forhold, f.eks. i forbindelse med tilsynsreaktioner og i relation til hvidvasklovens forpligtelser.

Lars Kiertzner er statsautoriseret revisor, ph.d. og chefkonsulent i FSR-danske revisorer.

---------------------------------------------------------------------------------------------- 

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1
Revisor og revisors arbejde
Af Lars Kiertzner

Kapitel 2
Træk af revisorrettens historie
Af Lars Kiertzner

Kapitel 3
Det retlige grundlag for revisors arbejde
Af Jakob Lentz og Amalie Kjær Hassager

Kapitel 4
Revisors erstatningsretlige ansvar
Af Jakob Lentz og Amalie Kjær Hassager

Kapitel 5
Strafansvaret
Af Jakob Lentz og Amalie Kjær Hassager

Kapitel 6
Disciplinæransvaret
Af Jakob Lentz, Amalie Kjær Hassager og Lars Kiertzner

Lovregister
Afgørelsesregister
Stikordsregister

----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

3. Ansvarsformerne og deres indbyrdes sammenhæng

3.1. Den overordnede sammenhæng

Som udgangspunkt er det nødvendigt, at man holder de tre forskellige former for ansvarspålæggelse, der behandles i denne bog, adskilt fra hinanden.
    Strafansvaret forudsætter, at der er overtrådt et specifikt beskrevet gerningsindhold, som er fastsat i eller i henhold til en lov. Overtrædelsen skal være sket med den fornødne tilregnelse, for at der kan straffes.
    Erstatningsansvaret forudsætter, at der er handlet culpøst, og at der er lidt et tab. Som det vil fremgå af kapitel 4, er vurderingen af, om erstatningsansvar skal pålægges, i vidt omfang frigjort fra lovregler. Vurderingen af, om der er handlet culpøst, er konkret og i et vist omfang skønsmæssig. Kravet om culpa dækker såvel den objektive vurdering af handlingen eller undladelsen som den subjektive vurdering af den handlende.
    Disciplinæransvaret forudsætter ganske vist, at der findes en særlig lovhjemmel, men den »gerningsbeskrivelse«, der er givet, for at disciplinært ansvar kan komme på tale, er ofte så løs, at der reelt er tale om en sanktion baseret på et skøn (»tilsidesættelse af de pligter, stillingen medfører«/»tilsidesættelse af god revisorskik«).
    Man skal også gøre sig klart, at de forskellige ansvarsformer pålægges ved forskellige instanser under iagttagelse af forskellige procedureregler. Straf pålægges ved domstolene efter de særlige regler, der findes i retsplejeloven om behandlingen af straffesager. Erstatning pålægges ligeledes ved domstolene, men efter de regler, der gælder for såkaldte borgerlige eller civile sager. Disciplinærstraf kan ikke pålægges (om end i et vist – begrænset – omfang efterprøves) af domstolene, men kun af et nævn.
    Erstatningsansvaret er endelig specielt i forhold til de to andre ansvarsformer, idet det her er den direkte skadelidte og kun denne, der kan sørge for, at »gerningsmanden« pålægges erstatningsansvar. Grunden hertil er primært, at erstatningsansvarets væsentligste funktion er at genoprette en økonomisk skade hos den skadelidte. Mener den skadelidte ikke, at det er umagen værd at søge sit krav inddrevet hos gerningsmanden, er samfundet ligeglad med, hvem der i sidste ende bærer det økonomiske tab.
    Strafansvaret derimod gennemføres som altovervejende hovedregel af det offentlige, der ved politi og anklagemyndighed rejser sigtelse og tiltale mod gerningsmanden. Baggrunden for dette er, at den krænkelse, der har fundet sted, har været så grov (eller af en sådan speciel karakter), at det er i samfundets interesse, uafhængig af offerets, at ansvaret skal pålægges.
    Gennemførelsen af disciplinæransvaret er i dag en blanding af privat og offentlig forfølgning. Inden for revisorverdenen kan såvel enkeltpersoner, der opfylder betingelsen om retlig interesse, som FSR - danske revisorer og det offentlige indbringe sager for Revisornævnet.
    Der eksisterer imidlertid også en række sammenhænge mellem disse tre ansvarsformer. På det overordnede niveau har de således det fælles formål at forhindre uønsket adfærd. Reglernes fremmeste funktion er at sikre, at de aldrig anvendes – fordi der aldrig er behov herfor. Denne funktion – den præventive – er den primære, for så vidt angår strafansvaret og disciplinæransvaret. Erstatningsansvaret har som nævnt det yderligere formål, der i sig selv er nok til at legitimere dets eksistens, at genoprette økonomiske skævheder. At der i disciplinæransvaret og i
særdeleshed i strafansvaret også ligger et »gengældende« element (eller udtrykt mere firkantet: et element af hævn), er indlysende og bør ikke negligeres.

Et diskussionsemne, der ikke skal tages op her, er, i hvilket omfang erstatningsrettens
præventive funktion er blevet formindsket som følge af de muligheder, man har for at
forsikre sig imod et eventuelt erstatningsansvar. Om erstatningsansvarets formål kan
endvidere henvises til Lars Bo Langsted, Rådgivning I, 2004, s. 101 ff., samt Bo von
Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 9. udgave, 2019, s. 48 ff.

Hvis det lægges til grund, at alle tre ansvarsformer i større eller mindre grad har det samme formål, opstår spørgsmålet, hvornår man bør anvende de forskellige former for ansvar.
    Det traditionelle (og i dag alt for firkantede) udgangspunkt er, at strafansvaret først skal træde i kraft, når der er tale om særdeles grove forhold. Erstatningsansvaret skal nok træde i kraft før strafansvaret – fordi der naturligvis kan være et behov for økonomisk udjævning også ved mindre grove forhold – men omfatter også de meget grove forhold (såfremt der vel at mærke måtte være lidt et økonomisk tab). Disciplinæransvaret kan træde i kraft ved ganske små afvigelser fra en ønsket norm. Det udviste forhold behøver således ikke at være særligt groft, for at man kan pådrage sig et disciplinært ansvar. Der behøver i lighed med strafansvaret heller ikke at være indtrådt noget økonomisk tab for nogen. Men disciplinæransvaret omfatter naturligvis også de meget grove forhold. Sagt på en anden – og ligeså firkantet – måde udgør området for erstatningsansvaret »grovhedsmæssigt« en ægte delmængde af området for disciplinæransvaret, og strafansvaret udgør en ægte delmængde af erstatningsansvaret. Der er her set helt bort fra erstatningsansvarets
yderligere krav om økonomisk tab hos en anden.
    At det forholder sig således, bekræftes af, at sanktionerne eller byrden af det ansvar, der pålægges, ud fra en teoretisk synsvinkel er mest følelig inden for strafferetten (frihedsstraf/frakendelse af retten til at fungere inden for sit erhverv), lidt mindre følelig inden for erstatningsretten (alene økonomiske sanktioner) og endnu mindre følelig inden for disciplinærområdet (maksimerede bøder/fratagelse af retten til at fungere med nogle af sine tidligere rettigheder).
    Vanskelighederne ved at fastholde denne grovhedsgraduering er imidlertid store og indlysende. Det kan for nogle føles mere byrdefuldt at skulle udrede 1 million kr. i erstatning end at blive idømt 40 dages fængsel. Det er – objektivt set – mere føleligt at skulle betale 100.000 kr. i erstatning end en bøde på 10.000 kr. Det er betydeligt værre at blive frataget sin beskikkelse som revisor af Revisornævnet end at skulle
betale end bøde på 50.000 kr. og så videre.
    Endelig har man traditionelt opfattet forbrydelser og forseelser således,
at en handling, der begås forsætligt, er værre og mere strafværdig end en handling, der blot begås af uagtsomhed. Realiteten er dog den, at størsteparten af de strafbelagte bestemmelser – i lighed med erstatningsansvaret – alene forudsætter uagtsomhed hos gerningspersonen. Den større strafværdighed ved forsætlige overtrædelser kommer så typisk til udtryk i straframmerne og i den konkrete strafudmåling.
    Den subjektive rekvisit adskiller sig ikke afgørende ved de tre ansvarsformer, der, som det vil blive påvist i det følgende, alle blot forudsætter »uagtsomhed« som den normale subjektive betingelse for ansvaret.