Fondenes retsforhold

OBS: Titlen er udsolgt – ny udgave forventes udgivet i 2025

FONDENES RETSFORHOLD giver en ny samlet fremstilling af retsforholdene for både erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde

Fondsretten har traditionelt fremstillet de ikke-erhvervsdrivende fonde først, da de kan siges at repræsentere den klassiske, grundlæggende fondsret. Denne bog vender fremstillingen om, sådan at de erhvervsdrivende fondes retsforhold behandles først, da den nye erhvervsfondslov indebærer at den mest intensive og komplette regulering af fonde nu findes i erhvervsfondsloven.

Den nye erhvervsfondslov har i øvrigt medført, at reguleringen af de to fondstyper er ret forskellig, da reguleringen af erhvervsdrivende fonde nu i stort omfang tager udgangspunkt i reguleringen af kapitalselskaber, mens fondsloven om ikke-erhvervsdrivende fonde, fortsat har sit udspring i den klassiske fondsret, som på mange måder er selskabsretten fremmet.

Fondsretten er dermed et retsområde der – for erhvervsdrivende fondes vedkommende – mere og mere nærmer sig den selskabsretlige regulering.

Bogen har både et stærkt selskabsretligt perspektiv på de erhvervsdrivende fonde og et fondsretligt perspektiv på de ikke-erhvervsdrivende fonde.

Målgruppe

FONDENES RETSFORHOLD kan bruges som et praktisk værktøj, af advokater, revisorer, virksomhedsjurister, finansielle rådgivere og andre, der beskæftiger sig med fonde, fondes retsforhold og fondes særlige vilkår enten i det daglige eller lejlighedsvis, og kan benyttes til at få præcis og brugbar viden om dette specielle retsområde. Bogen kan imidlertid også bruges som lærebog inden for fondsretten på universiteter og handelshøjskoler.    

Om forfatterne

Peer Schaumburg-Müller er vicedirektør i TDC A/S, ekstern lektor på CBS og adj. professor på Aalborg Universitet. Han er forfatter og medforfatter til en lang række bøger bl.a. inden for børs- og kapitalmarkedsret og selskabsret.

Erik Werlauff er professor, dr.jur., advokat (H), forsker og underviser på Aalborg Universitet. Han rådgiver børsselskaber, er dommer i danske og internationale voldgiftssager og forfatter og medforfatter til talrige bøger inden for bl.a. børs- og kapitalmarkedsret, selskabs- og fondsret.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1 - Introduktion
Kapitel 2 - Hvornår foreligger der en fond?
Kapitel 3 - Hvornår er fonden erhvervsdrivende?
Kapitel 4 - Vedtægten
Kapitel 5 - Stiftelse, registrering og tilsyn
Kapitel 6 - Vedtægtsændringer. Ekstraordinære dispositioner uden vedtægtsændringer
Kapitel 7 - Grundkapital og frie reserver
Kapitel 8 - Ledelse
Kapitel 9 - Årsrapport og revision
Kapitel 10 - Uddeling/anvendelse og anden kapitalafgang
Kapitel 11 - Granskning af fondens forhold
Kapitel 12 - Erstatnings- og strafansvar
Kapitel 13 - Fusion, likvidation, opløsning og omdannelse
Kapitel 14 - Fondsbeskatning
Kapitel 15 - Arv og gave til fonden – skat og afgift

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1.1. Indføring

Fondsretten hviler på det princip, at der er fri adgang til at oprette en fond, men at fondenes retsforhold undergives en generel retlig regulering.
 Mens tvangsarvingerne i forsikringsaftalelovens § 104 under visse betingelser har mulighed for at anfægte indsættelsen af en begunstiget i livsforsikringer, gælder det samme ikke i forhold til livsgaver fx til en fond. Stiftelse af en fond eller en gavegivers indskud i en fond i levende live kan således ikke anfægtes af stifters eller gavegivers tvangsarvinger, mens forholdet er anderledes, hvis der er tale om dødsgaver. Dødsgaver er omfattet af AL § 93 om testamentsregler, herunder reglerne om tvangsarv.
 Også derfor kan en arving ikke sælge, pantsætte eller på anden måde overdrage forventet arv, jf. AL § 41, stk. 1, som forbyder dispositive arvepagter. Det betyder, at arvelader frit kan stifte en fond eller yde tilskud til en fond og således i levende live disponere over selv hele sin formue, uanset at denne måtte være meget betydelig eller meget betydelige dele heraf, alt med den konsekvens, at der ikke efterlades midler eller midler af betydning til tvangsarvingerne. Har arvelader som længstlevende siddet i uskiftet bo, begrænses muligheden for at råde over midlerne af misbrugsreglen i AL § 29, stk. 2, herunder særligt reglen om ydelse af gaver og andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue. I praksis ses det, at der inden for familier, hvor en arvelader opretter en fond, samtidig oprettes et eller flere legater, som kan udbetales til slægtninge og senere slægtled som en slags kompensation for, at der ikke falder arv eller ikke falder arv, som arvingerne ellers kunne have forventet ud fra arveladers forhold.   Grundlæggende findes der på fondsrettens område i dag to love: EFL om erhvervsdrivende fonde, senest lov nr. 712 af 25. juni 2014, og lov om fonde og visse foreninger, senest nr. 734, ligeledes af 25. juni 2014, som gælder for almindelige fonde og faglige foreninger. Om foreningerne anfører Lennart Lynge Andersen: Almindelige fonde og faglige foreninger s. 23, at FL § 2 og kapitel 13 omfatter visse (faglige) foreninger, der falder i deres egen kategori og aldrig burde have været medtaget i FL.

Hvilke fonde der omfattes af FL, fremgår af lovens § 1, stk. 1, hvorefter loven omfatter “fonde, legater, stiftelser og andre selvejende institutioner”. Efter FL § 1, stk. 4, omfatter loven dog ikke en række nærmere opremsede fonde, herunder, jf. § 1, stk. 4, nr. 4, fonde, der er omfattet af EFL og dermed er erhvervsdrivende fonde (og fonde, der er undtaget fra EFL’s område, jf. lovens § 1, stk. 4, nr. 5), undtaget fra loven. Dermed udelukker FL § 1, stk. 4, nr. 4, at en fond både kan være omfattet af FL og EFL. Lennart Lynge Andersen: Almindelige fonde og faglige foreninger s. 80, anfører, at en fond, hvis erhvervsvirksomhed er så begrænset, at den efter EFL § 1, stk. 3, undtages fra EFL, vil være omfattet af FL.
 FL definerer i øvrigt i lovens § 1, stk. 2, nu, hvad der forstås ved en fond. Loven definerer en fond som en “juridisk person, som besidder en formue, der er uigenkaldeligt udskilt fra stifterens formue, til varetagelse af et eller flere i vedtægten bestemte formål, der skal kunne efterleves i en årrække, hvor rådighedsbeføjelserne over fonden tilkommer en i forhold til stifteren selvstændig ledelse, og hvor ingen fysisk eller juridisk person uden for fonden har ejendomsretten til fondens formue”.
 EFL blev fundamentalt nyskrevet ved lov nr. 712 af 25. juni 2014. Ifølge selve loven trådte EFL § 24 om ændring af fondsmyndigheden i kraft 1. december 2014, mens erhvervs- og vækstministeren fik bemyndigelse til at sætte lovens enkelte dele i kraft, jf. EFL § 133, stk. 1. Ved bekendtgørelse nr. 1386 af 10. december 2014 § 1 satte ministeren, jf. EFL § 133, stk. 1-2, 2014-loven i kraft den 1. januar 2015. Samtidig ophævedes 2010-loven, jf. bekendtgørelsens § 2.
 2014-loven medførte en modernisering af EFL i tråd med SL, større åbenhed om fondenes forhold samt skærpelse af kravene til ledelsen. Loven indeholder både nye krav til erhvervsdrivende fonde og nye muligheder for dem. Reguleringen af erhvervsdrivende fonde efter 2014-loven kan siges at ændre lovgivningen fra at være en klart særlig fondsretlig regulering til på en række områder afgørende at bryde hermed og erstatte en særlig regulering af erhvervsdrivende fonde med selskabsretlige regler.
 Den første EFL trådte i kraft den 1. januar 1985. Der var, siden loven trådte i kraft, vedtaget en række mindre ændringer af loven, men de grundlæggende regler om erhvervsdrivende fonde var ikke siden 1985 ændret.