Forsikringsaftaleloven med kommentarer

En ny og udførlig kommentar til Forsikringsaftaleloven

Forsikringsaftaleloven bygger på et fælles nordisk lovgivningsarbejde, som fandt sted for snart 100 år siden. Loven har fortsat stor praktisk betydning. Den finder anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås med forsikringsaktieselskaber, gensidige forsikringsselskaber eller andre selskaber og institutioner, der driver forsikringsvirksomhed.

Denne kommentar er i et vist omfang bygget på skelettet af Ivan Sørensens Forsikringsaftaleloven med kommentarer fra 2000, om end meget store dele af bogen er nyskrevne. Det skyldes bl.a., at der er tilkommet omfattende ny praksis, ligesom der er vedtaget væsentlige lovændringer siden Ivan Sørensens udgivelse. Det gælder ikke mindst lovændringen i 2004 med indførelse og/eller ændring af en lang række bestemmelser om bl.a. begrundelsespligt, lempelsesreglen ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs. Af andre betydningsfulde lovændringer kan nævnes ændringerne i 2008 af henholdsvis bestemmelserne om begunstigelser i livsforsikringsordninger og forældelse af forsikringskrav.

Målgruppe

Denne bog henvender sig til ansatte i forsikrings- og pensionsselskaber, forsikringsmæglere, advokater, dommere og andre, der beskæftiger sig med forsikringsret.

Om forfatterne

Anne-Marie Aagaard Tegldal er cand.jur. fra 2010 og chefjurist hos LB Forsikring A/S. Hun er af Forsikring & Pension udpeget som medlem af Ankenævnet for Forsikring inden for bygningsforsikring, familieforsikring, motorkøretøjsforsikring, rejseforsikring, privat ansvarsforsikring og retshjælpsforsikring.

Kåre Højerup er cand.jur. fra 2002, advokat (H) og leder af Codans skadejuridiske afdeling, hvor han beskæftiger sig med forsikringsret inden for både erhvervsforsikrings- og privatforsikringsområdet. Han er udpeget af Forsikring & Pension som permanent medlem af Ankenævnet for Forsikring og er dermed med til at træffe afgørelse i alle typer af sager indbragt for nævnet.

----------------------------------------------------------------------------------------------Indholdfortegnelse

- Særligt om anvendelsen af praksis fra Ankenævnet for Forsikring som retskilde
- Lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015 om forsikringsaftaler

I: Fælles bestemmelser for alle forsikringsarter
 - Indledende regler
 - Urigtige oplysninger ved aftalens afslutning
 - Indtrædelse af selskabets ansvar
 - Præmien
 - Forsætlig eller uagtsom fremkaldelse af forsikringsbegivenheden
 - Den sikredes pligter, når forsikringsbegivenheden indtræder
- Selskabets betalingspligt
- Retsvirkningerne af selskabets og forsikringstagerens insolvens m.v.
- Forældelse
- Aftale om forlængelse af forsikringen
- Bistand ved forhandlinger med selskabet m.v.
- Visse meddelelser

I a. Regler om oplysningspligt og fortrydelsesret m.v.
 - Indledende bestemmelser
 - Forsikringsselskabets informationspligt
 - Fortrydelsesret
 - Bortfald af tilknyttede aftaler
 - Visse lovvalgsaftaler

II. Skadesforsikring
 - A. Almindelige bestemmelser
- Skadesforsikringens genstand
- Forsikringsværdien
- Underforsikring
- Dobbeltforsikring
- Fareforøgelse
- Sikkerhedsforholdsregler
- Foranstaltninger til afværgelse af skade
- Forsikring af trediemands interesse
- B. Søforsikring og anden transportforsikring
- 1. Søforsikring
- 2. Anden transportforsikring
- C. Brandforsikring
- D. Kreaturforsikring
- E. Ansvarsforsikring

III. Livsforsikring
- Almindelige bestemmelser
- Kapitalforsikring
- Renteforsikring

V. Gennemførelses-, overgangs- og straffebestemmelser

----------------------------------------------------------------------------------------------Uddrag

I: Fælles bestemmelser for alle forsikringsarter

Med forsikringsarter menes de arter, som loven udsondrer, nemlig skadesforsikring, jf. kap. II, livsforsikring, jf. kap. III, og ulykkes- og sygeforsikring, jf. kap. IV. De forskellige forsikringsarter har tilhørende underarter, jf. overskrifterne i lovens enkelte afsnit f.eks. transportforsikring. Der henvises til bemærkningerne under de enkelte kapitler for en nærmere definition.

Grundlæggende bemærkes, at en skadesforsikring er en forsikring, som dækker økonomisk tab ved en forsikringsbegivenheds indtræden, mens en livs- eller ulykkesforsikring i udgangspunktet er en summaforsikring. En summaforsikring giver ved forsikringsbegivenhedens indtræden ret til udbetaling af et beløb, hvis størrelse ikke er afhængig af et specifikt økonomisk tab, jf. f.eks. Jønsson og Kjærgaard: Dansk forsikringsret s. 46ff og Bryde Andersen og Mark: Dansk Pensionsret s. 72. Det bemærkes, at forsikringer med dækning for tab af erhvervsevne ofte indeholder både et økonomisk og et helbredsmæssigt kriterium og dermed indeholder elementer, som minder om både skadesforsikring og summaforsikring. Se for sondringen mellem summaforsikring og skadesforsikring bl.a. UfR 2014.933H, UfR 1996.285H, UfR 1989.174Ø og Ivan Sørensen i UfR 1989B.260 og UfR 1989B.463.

UfR 2014.933H: Højesteret fandt, at der ikke ved opgørelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, skulle fratrækkes ydelser fra en privattegnet invalideforsikring, idet »Den foreliggende invalidepensionsforsikring har karakter af en summaforsikring. Retten til invalidepensionsydelse under forsikringen udløses ved nedsættelse af erhvervsevnen med angivne brøker og beregnes som fastsat i policen uafhængigt af, hvilket økonomisk tab nedsættelsen af erhvervsevnen faktisk påfører sikrede. Forsikringsydelsen har derfor ikke karakter af en virkelig skadeserstatning«.

En anden i praksis vigtig sondring er sondringen mellem ansvarsforsikring og forsikringer, som dækker sikredes egne ting (kaskoforsikring) eller person (helbredsforsikring mv.). Ansvarsforsikringen dækker et muligt ansvar, den sikrede har pådraget sig over for tredjemand. Loven tager som udgangspunktet alene sigte på forholdet mellem aftaleparterne, jf. dog bemærkningerne til § 29 om forældelse, § 58 om panthaverforhold, § 95 om konkurs m.fl.

Ofte anvendes, når man omtaler forsikringer, også begrebet forsikringstype. Herved forstås normalt de enkelte forsikringer, f.eks. entrepriseforsikring, husejerforsikring osv. Kategorisering kan til tider give udfordringer, jf. UfR 1996.906H, hvor Højesteret angiver: »Det fremgår ikke klart af forsikringsaftalen, i hvilket omfang denne har karakter af tingsforsikring, ansvarsforsikring eller kautionsforsikring«.

Der synes ikke at være fuldstændig konformitet i anvendelsen af terminologien forsikringsart og forsikringstype, jf. f.eks. UfR 1993B.360/2 (forsikringsart angives som familieforsikring) og UfR 1961B.141 (forsikringsart angives som kasko/ansvarsforsikring).