Købeloven med kommentarer

Købeloven – med kommentarer er 4. udgave af den kommentar til købeloven, der udkom første gang i 1979 og senest forelå i 3. udgave i 2008.

4. udgaven indeholder henvisninger til anden lovgivning, relevant retspraksis, afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og dansk og nordisk litteratur, ajourført til 1. juli 2017. Samlet er der givet referater af mere end 3.000 afgørelser, herunder en del utrykt praksis, som ellers kan være vanskelig at finde.

Fremstillingen inddrager endvidere indholdet af de tilsvarende regler i CISG og i de øvrige nordiske landes købelove, som kan understøtte forståelsen af gældende dansk køberet eller pege på en udvikling i reglerne i forhold til lovteksten.

Lov om køb har altid været betragtet som retningsgivende for generelle obligationsretlige regler. Fremstillingen indeholder derfor også redegørelse for en række kontraktretlige emner, som har naturlig tilknytning til køb, herunder:

• aftaleindgåelse
• transport
• betalinger
• ejendomsforbehold
• produktansvar
• erstatningsberegning
• renter
• kreditkøb
• fortrydelsesret
• forbrugerbeskyttelse
• obligationsretlige regler om kontrakter i øvrigt

Bogens indhold er ajourført pr. 1. juli 2017.

Uddrag af anmeldelse af tidligere udgave i Ugeskrift for Retsvæsen:

”Sammenfattende må man sige, at den kommenterede købelov er en ikke blot nyttig, men uomgængelig opslagsbog. Det er et værk, der fra sit køberetlige udgangspunkt rækker langt ind i den almindelige obligationsret. At konkludere, at Købelovskommentaren bør finde plads hos køberetlige praktikere, vil være en underdrivelse. Værket bør være en uomgængelig bestanddel af ethvert juridisk bibliotek, hvis indehaver blot lejlighedsvis har berøring med obligationsretlige problemstillinger.”

Bogens 2. hhv. 3. udgave er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR. Anmeldelserne kan findes i deres helhed i spalten til venstre nedenfor.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

- Købeloven, historik og nordisk køberet
- Almindelige bestemmelser
- Bestemmelse af købesummen
- Levering og leveringsstedet
- Tiden for aftalens opfyldelse
- Samtidig udveksling af ydelserne
- Risiko for salgsgenstanden
- Udbytte af salgsgenstanden
- Forsinkelse fra sælgerens side
- Erstatningsberegning
- Reklamation
- Forsinkelse fra køberens side
- Fordringshavermora
- Rente af købesummen
- Køberens manglende betalingsevne
- Mangler ved salgsgenstanden
- Produktansvar
- Undersøgelse og reklamation
- Afvisning af leverede genstande og ophævelse af køb
- Vanhjemmel
- Køb på prøve
- Meddelelser
- Salgsklausuler
- Forbrugerkøb
- Fortrydelsesret
- Kreditkøb
- Urimelige kontraktsvilkår
- Købesummen
- Leveringsstedet
- Forsinkelse m.v.
- Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler)
- Køberens mangelsbeføjelser
- Erstatning for mangler
- Reklamation over mangler
- Visse lovvalgsaftaler

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

Købeloven, historik og nordisk køberet

I. Med undtagelse af de særlige regler om forbrugerkøb er hovedindholdet af den nugældende købelov stadig identisk med lov nr. 102 af 6. april 1906 om køb, som trådte i kraft d. 1. maj 1906.
 Købeloven gælder tillige for Færøerne og Grønland.

II. De nordiske lande havde fra århundredets begyndelse og indtil slutningen af 1980’erne stort set ens købelove, idet Danmark, Island, Norge og Sverige havde vedtaget købelove på grundlag af et fælles nordisk lovgivningsarbejde, som førte til at disse lande i henholdsvis 1906, 1911, 1907 og 1905 gennemførte købelove, som på næsten alle punkter var identiske.
 Indtil slutningen af 1980’erne var lovene fra starten af 1900-tallet i det alt væsentlige uændret gældende, når bortses fra indførelse af særregler for forbrugerkøb.
 Finland var ikke med i arbejdet om indførelse af den nordiske købelov, og bortset fra bestemmelserne i kap. 1 i Handelsbalken fra 1734 var der heller ingen anden samlet lovregulering af løsørekøb i Finland.

III. I 1961 ønskede Finland at forberede en lovregulering om løsørekøb, og man nedsatte derfor et udvalg, som fik til opgave at udarbejde forslag til en købelov. Danmark, Sverige og Norge besluttede på et justitsministermøde i 1962 at lade sagkyndige fra de enkelte lande følge arbejdet i det finske udvalg. Som sagkyndige udpegede Danmark professor dr.jur. Anders Vinding Kruse og Erik Bjerregaard, der senere blev udnævnt til dommer i Højesteret.
 I 1967 blev det besluttet at reorganisere det nordiske købelovsarbejde, idet man i Danmark, Norge og Sverige nedsatte egentlige købelovsudvalg, som skulle overveje behovet for en revision af købelovgivningen, særligt under hensyn til ULIS-konventionen, jf. herom nedenfor, og behovet for særlig beskyttelse af forbrugerne.
 Forhandlingerne mellem de nordiske købelovsudvalg blev afsluttet i 1975, hvor det lykkedes at nå til enighed om udkast til købelove, som i det væsentlige var ens. På den baggrund afgav Købelovudvalget i Norge i 1976 betænkningen NOU 1976:34, ligesom det svenske købelovsudvalg samme år afgav betænkningen SOU 1976:66. Det danske udvalg afgav ikke en egentlig betænkning, men udkastet til den nye købelov blev optrykt som bilag 5 til Betænkning 845 fra 1978 om forbrugerkøb. Der blev hverken i Danmark, Sverige eller Norge fremsat lovforslag i overensstemmelse med udkastene, idet man besluttede at afvente arbejdet med CISG.

IV. I international sammenhæng havde man i april 1964 vedtaget konvention om Uniform Law on the International Sale of Goods (ULIS), der trådte i kraft i 1972 efter ratifikation af bl.a. det daværende Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Storbritannien, men yderligere tilslutning, navnlig fra lande uden for Europa, lod vente på sig, og UNCITRAL påbegyndte derfor en revision af ULIS med henblik på at udarbejde en international købelov, som kunne vinde generel tilslutning. Gennem 1970’erne fremkom en række udkast, og d. 11. april 1980 blev Convention on Contracts for the International Sale of Goods (CISG) vedtaget i Wien. Konventionen er ratificeret og trådt i kraft i mange lande og også i de nordiske lande og de fleste vesteuropæiske lande, – men endnu ikke i Storbritannien, Irland og Portugal – i Kina, USA, Canada, Australien, Rusland, de tidligere regioner i Sovjetunionen, Japan og Brasilien. Et flertal af landene i Sydamerika og nogle lande i Afrika og Mellemøsten har også ratificeret konventionen. Se i øvrigt bemærkningerne til CISG p. 56 ff.
 CISG har indholdsmæssigt betydelige lighedstræk med de nordiske købelove fra starten af 1900-tallet, men er lovgivningsteknisk væsentlig anderledes opbygget. Ikke mindst konventionens horisontale system, som i vid udtrækning søger at have fælles regler for sælgers og købes forpligtelser, afviger fra dansk lovgivningstradition. Se om sammenhængen mellem CISG og købeloven p. 57 ff.

V. Efter vedtagelsen af CISG i 1980 blev det besluttet at genoptage det nordiske samarbejde om revision af de nationale købelove. På et justitsministermøde i Helsingfors i 1980 besluttede man at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle komme med forslag til en samordnet nordisk købelov, samt analysere CISG og dens forhold til nordisk køberet. Observatører fra Island fulgte arbejdet fra 1982.
 I november 1982 anbefalede arbejdsgruppen, at de nordiske lande ratificerede CISG, idet de dog samtidig anbefalede, at landene tog et såkaldt nabolandsforbehold, således at reglerne ikke fandt anvendelse på køb foretaget mellem de nordiske lande. Ligeledes anbefalede arbejdsgruppen, at der blev taget forbehold mod CISG del II om aftaleindgåelse, men dette forbehold er trukket tilbage i alle nordiske lande. For Danmarks vedkommende er der sket ved lov nr. 1376 af 28. december 2011, som ved bkg nr. 973 af 24. september 2012 er trådt i kraft d. 1. februar 2013. Ændringen førte også til indsætning af § 9 a i aftaleloven, hvorefter aftl. §§ 1-9 fra d. 1. februar 2013 ikke finder anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov. 
 Under hensyn til de nye synspunkter og formuleringer, som fandt indpas i CISG, fremkom arbejdsgruppen i 1984 med deres udkast til nye nationale købelove i forbindelse med afgivelse af en fællesnordisk Betænkning NU 1984:5. Selv om der var enighed om de fleste materielretlige spørgsmål, var de enkelte landes udkast ikke identiske. Efter høring i de enkelte lande fortsatte arbejdet med de nye nordiske købelove med drøftelser på departementchefsniveau. Det lykkedes herved at opnå større lighed mellem lovudkastene, som er optrykt som bilag til NU 1984:5 på de 4 nordiske sprog.
 På baggrund af NU 1984:5 og departementchefsdrøftelserne samt prop 1988/89:76 vedtog Sverige d. 30. maj 1990 en ny købelov, som trådte i kraft d. 1. januar 1991 (Sv. Kbl.). I Norge fremsatte man ved Ot. prp nr. 80 (1987-88) forslag til ny købelov, der også byggede på NU 1984:5. Loven blev vedtaget d. 13. maj 1988 og trådte i kraft d. 1. januar 1989 (N.Kbl.).

Den norske købelov er ved lov 2014-02-28 nr. 2 med ikrafttræden d. 1. november 2014 ændret, så den har afhjulpet denne anomali. I overensstemmelse med den danske lov om Internationale Køb siger N.Kbl. § 87 nu blot, at FN-konventionen 11. april 1980 om kontrakter for internationale løsørekøb gælder som norsk lov, og en norsk oversættelse af CISG er optaget som bilag til købeloven.

Også Finland vedtog d. 27. marts 1987 med ikrafttræden d. 1. januar 1988 en købelov, som bygger på NU 1984:5 og således i det væsentligste er enslydende med de øvrige nye nordiske købelove. Endelig har Island i 2000 vedtaget en ny købelov, som stort set er identisk med de nye nordiske købelove, som er indført i Sverige og Norge.

Danmark har som det eneste nordiske land ikke vedtaget en ny købelov på baggrund af NU 1984:5, og det er nu klart, at en ny købelov ikke vil blive gennemført i en overskuelig fremtid. Når der er behov for at henvise til en præcisering eller udfyldning af en bestemmelse i købeloven, som fandt udtryk også i det danske udkast til ny købelov (Kbl.udkast 1988) vil der blive henvist til dette udkast som nord.kbl. Hvis ikke andet er anført kan det lægges til grund, at der er overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i den finske, norske og svenske købelov og altså også med det udkast, der forelå fra dansk side. Citeres fra bestemmelsen anvendes den danske tekst fra Kbl.udkast 1988.

VI. Ændringen af købelovene med henblik på styrkelse af forbrugernes retsstilling er forløbet anderledes i de øvrige nordiske lande end i Danmark. Både Norge og Sverige besluttede i 1971 at fremskynde arbejdet med de særlige regler for forbrugerkøb frem for arbejdet med revisionen af den øvrige købelov. I Danmark havde man i december 1969 nedsat en Forbrugerkommission med repræsentanter for erhvervslivet og forbrugerorganisationerne. En del af Kommissionens kommissorium gik netop ud på at fremkomme med forslag til nye regler om forbrugerkøb. I Danmark ønskede man derfor at afvente Forbrugerkommissionens arbejde, forinden Købelovudvalget overvejede spørgsmålet om særlige regler om forbrugerkøb.

I Danmark havde man som nævnt valgt at afvente Forbrugerkommissionens arbejde, der blev afsluttet i 1975 med afgivelse af Betænkning III om forbrugeres retsstilling og retsbeskyttelse (nr. 738/1975). Det danske købelovsudvalg blev herefter anmodet om at behandle de særlige spørgsmål om forbrugerkøb, særligt på baggrund af Forbrugerkommissionens betænkning. Dette arbejde resulterede i Betænkning om forbrugerkøb (nr. 845/1978). Reglerne om forbrugerkøb blev herefter gennemført ved lov nr. 147 af 4. april 1979 ved inkorporering i købeloven.

Den EU-retlige integration på forbrugerområdet, særligt Forbrugerkøbsdirektivet, har efterfølgende nødvendiggjort væsentlige ændringer i de danske, finske og svenske regler om forbrugerkøb. Norge og Island vedtog som nævnt en ny selvstændig lov om forbrugerkøb, bl.a. til implementering af Forbrugerkøbsdirektivet. Der henvises om disse spørgsmål til gennemgangen p. 1166 ff.