Forældelse efter forældelsesloven af 2007

Fortolkning af forældelseslovens regler

Denne bog omhandler dansk rets almindelige regler om forældelse af fordringer i henhold til lov nr. 522 af 6/6 2007 (forældelsesloven). Loven afløste pr. 1/1 2008 forældelsesloven af 1908 og Danske Lov 5-14-4. Efter en 3-årig overgangsordning reguleres forældelsen fra 1/1 2011 udelukkende af den nye lov.

Hovedformålet med bogen er at give praktikere indgående kendskab til fortolkningen og anvendelsen af den nye lov, som indeholder en mere omfattende og kompleks regulering af forældelse end tidligere. Loven har dermed afklaret en række forældelsesretlige problemer, men har samtidig rejst nye fortolkningsspørgsmål. I bogen analyseres og besvares disse spørgsmål – med særlig vægt på de områder, hvor forarbejderne til loven ikke gør det.

På de områder, hvor regler og principper er videreført fra 1908-loven, redegøres der udførligt for den retspraksis, som også har betydning for forståelsen af den nye lov.

Specialregler om forældelse behandles ikke i bogen, men der redegøres for forholdet mellem forældelsesloven og specialreglerne. Loven har desuden direkte betydning for de fleste specialregler (f.eks. om forsikring og om skat), fordi de tager udgangspunkt i lovens regler.

Fremstillingens form

Fremstillingen forener lovkommentarens og håndbogens fortrin, og forfatteren omtaler derfor også relevante problemstillinger, der ikke reguleres af loven, f.eks. forholdet til fristregler og passivitet, afkald på forældelse og suspensionsaftaler.

Nyt i 2. udgave

1. udgaven af denne bog udkom i 2012 og dermed kort efter, at overgangsperioden for anvendelsen af reglerne i forældelsesloven af 2007 (FOL) var udløbet efter lovens ikrafttræden i 2008. Der forelå derfor på det tidspunkt kun få afgørelser efter loven, således at det relevante domsmateriale primært var afgørelser afsagt efter de tidligere regler, men som fortsat havde betydning efter FOL.

Siden har situationen ændret sig radikalt. I de forløbne år er der publiceret omkring 300 domme (primært landsretsdomme), hvor spørgsmål om anvendelse af regler i FOL indgår, og blandt disse er ca. 70 højesteretsdomme. Hertil kommer, at der siden 2012 er gennemført tre ændringer af loven, ligesom ændringer i anden lovgivning har betydning for en række forældelsesretlige problemstillinger.

Der har derfor været behov for en ajourføring af fremstillingen, hvor der er lagt afgørende vægt på analyser af betydningen af denne praksis for fortolkningen og anvendelsen af FOL.

Målgruppe

Forældelsesloven omfatter alle typer af fordringer – og bogen har derfor interesse for alle juridiske sektorer, hvor fordringer opstår eller behandles. Bogen henvendes sig således til retssektoren (advokater, domstole m.v.), finanssektoren (pengeinstitutter, realkreditinstitutter m.v.), offentlige myndigheder (herunder især kommuner og skatteforvaltning), erhvervsvirksomheder og faglige organisationer samt andre interesseorganisationer m.v.

Om forfatteren

Bo von Eyben var – indtil sin pensionering i 2017 – professor i formueret ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet. Han var medlem af Justitsministeriets Forældelsesudvalg, som afgav den betænkning, der danner grundlag for loven.

Bogens indhold

Kapitel I: Indledning
Kapitel II: Anvendelsesområde
Kapitel III: Den almindelige forældelsesfrist (§ 3, stk. 1)
Kapitel IV: Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen
Kapitel V: Solidariske skyldforhold og regreskrav (§§ 11 og 12)
Kapitel VI: Andre særregler om senere begyndelsestidspunkt eller tillægsfrist (§§ 9, 10 og 13)
Kapitel VII: Suspension (§ 3, stk. 2, og § 14)
Kapitel VIII: Den absolutte frist (§ 3, stk. 3-5)
Kapitel IX: Særlige forældelsesfrister (§§ 4-8)
Kapitel X: Afbrydelse (§§ 15-19)
Kapitel XI: Foreløbig afbrydelse (§§ 20-22)
Kapitel XII: Retsvirkninger af forældelse (§§ 23-25)

Uddrag af bogens kapitel 1 (læs hele uddraget her)

1. Almindelige og specielle forældelsesregler

Denne bog omhandler dansk rets almindelige regler om forældelse af fordringer, dvs. reglerne i lov nr. 522 af 6/6 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), senest bekendtgjort ved lbkg. nr. 1238 af 9/11 2015 med senere ændringer; loven forkortes normalt – og også i denne fremstilling – som FOL. De specielle regler om forældelse – altså forældelsesregler uden for FOL – behandles ikke i denne fremstilling, men inddrages dog i tilfælde, hvor det har særlig betydning at fremhæve deres forhold til de almindelige regler. Desuden behandles det generelle spørgsmål om FOL’s betydning for specialreglerne, idet dette reguleres i loven (dens § 28, jf. herom i kap. II, afsnit 3).

FOL afløste forældelsesreglerne i DL 5-14-4 og i lov nr. 274 af 22/12 1908 om forældelse af visse fordringer (»1908-loven«), jf. FOL § 29, stk. 2. Af disse regler var DL 5-14-4 principielt den »almindelige« regel om forældelse af fordringer; selv om den efter sin ordlyd kun omfattede gældsbrevsforpligtelser, blev den i praksis efterhånden udvidet, således at den kom til at omfatte alle fordringer, for hvilke der ikke gjaldt særlige regler om forældelse. 1908-loven var eksempel på sådanne særlige regler og dermed principielt en undtagelse fra den almindelige regel på lige fod med andre særregler om forældelse; denne undtagelse var dog bredere end andre, idet 1908-loven omfattede en række typer af fordringer, mens andre særregler kun omfattede én type. Denne undtagelse var dernæst kun delvis, idet DL 5-14-4 blev opretholdt som den yderste forældelsesfrist for de af 1908-loven omfattede fordringer, jf. lovens § 4.

Undtagelserne i 1908-loven var imidlertid så vidtrækkende, at den ud fra en praktisk betragtning udgjorde hovedreglen om forældelse (omfattende især fordringer, der støttedes på en lang række kontraktsforhold, erstatningskrav uden for kontraktsforhold og krav på skatter og afgifter). For så vidt var 1908-loven mere »almindelig« end DL 5-14-4, der praktisk navnlig omfattede krav, der støttedes på andre kontraktsforhold end dem, der omfattedes af 1908-loven. På den anden side var DL 5-14-4 lige så »almindelig« som 1908-loven, fordi den som nævnt også gjaldt for de af den omfattede fordringer.

Det gav derfor bedre mening samlet at karakterisere DL 5-14-4 og 1908-loven som de almindelige forældelsesregler, og det er således også som sådanne, at de er blevet afløst af FOL. Selv om reguleringen nu er samlet i én lov, opererer den dog fortsat med et »dualistisk« forældelsessystem på principielt samme måde som kombinationen af DL 5-14-4 og 1908-loven: Det ene er en kort forældelsesfrist (som hovedregel 3 år mod 1908-lovens 5 år), som er undergivet suspension (dvs. at fristen ikke løber, så længe fordringshaveren hverken kendte eller burde kende fordringens eksistens eller skyldnerens identitet), der begrænses af en absolut frist (som hovedregel 10 år mod de 20 år, som fulgte af 1908-lovens henvisning til DL 5-14-4). Det andet er en lang forældelsesfrist, der ikke er undergivet suspension (jf. lovens §§ 5-8, hvorefter der som hovedregel er gennemført samme forkortelse som af den absolutte frist, dvs. fra 20 år til 10 år). De fordringer, som efter FOL (alene) er undergivet en lang forældelsesfrist, var også tidligere (alene) undergivet den lange forældelsesfrist efter DL 5-14-4. Den afgørende forskel mellem det tidligere og det nye »dualistiske« system er imidlertid, at FOL §§ 5-8 udtømmende angiver, hvilke fordringer der (alene) er undergivet den lange forældelsesfrist. En række fordringer, som tidligere (alene) forældedes efter DL 5-14-4, fordi de ikke omfattedes af 1908-loven eller af særregler, men som ikke omfattes af FOL §§ 5-8, er derfor nu omfattet af systemet med den korte forældelsesfrist. Der er således byttet om på hovedregel og undtagelser i det »dualistiske« system, således at hovedreglen nu er systemet med den korte forældelsesfrist; enhver fordring, som ikke opfylder betingelserne i §§ 5-8 eller omfattes af en særregel, vil uden videre blive grebet af dette system.

Systemet brydes alene af FOL § 4 om en 5-årig forældelse af krav, der udspringer af ansættelsesforhold. Bortset fra fristens længde er disse krav imidlertid i det hele omfattet af systemet med den korte forældelsesfrist. For så vidt videreføres 1908-lovens regler om disse krav. Hvis et krav ikke opfylder betingelserne i § 4, vil det blive omfattet af den almindelige 3-årige forældelse, mens konsekvensen tidligere var, at kravet alene blev forældet efter DL 5-14-4.