Funktionærloven med kommentarer

Et praktisk orienteret opslagsværk for alle, der i det daglige arbejder med ansættelsesret.

Bogen er opbygget som en traditionel lovkommentar, hvor funktionærlovens bestemmelser gennemgås i lyset af den foreliggende retspraksis.
Der tages højde for de seneste års ændringer i funktionærloven og tilgrænsende speciallovgivning. Domspraksis er ajourført til december 2017.

2018 markerer samtidig funktionærlovens 80 års jubilæum. Den første funktionærlov er fra 1938. Siden sjetteudgaven er der gennemført flere lovændringer bl.a. i lyset af udviklingen af EU’s ansættelsesretlige standarder. Bogens indledning giver en status på funktionærloven anno 2018 med historisk perspektivering - og diskuterer behovet for en modernisering af loven.

Målgruppe

Denne lovkommentar henvender sig til enhver, der arbejder med arbejds- og ansættelsesret, herunder advokater, faglige organisationer og virksomheder.

Om forfatteren

Henrik Karl Nielsen er advokat i Koch / Christensen, Advokatfirma i København. Han arbejder fortrinsvis med arbejds- og ansættelsesret samt foreningsret, ligesom han påtager sig hverv som beskikket forsvarer i straffesager.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Funktionærloven
Indledning - Funktionærloven i den danske ansættelsesret
Lovkommentar
§ 1
§ 2
§ 2a
§ 2b
§ 3
§ 4
§ 5
§ 6
§ 7
§ 8
§ 9
§ 10
§ 11
§ 12
§ 13
§ 14
§ 15
§ 16
§ 17
§ 17a
§ 18
§ 18a
§ 19
§ 20
§ 21
§ 22

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

Indledning - Funktionærloven i den danske ansættelsesret

1. Arbejdsmarkedets aftalefrihed

Funktionærloven indeholder beskyttelsespræceptive bestemmelser om forskellige vilkår i et ansættelsesforhold for den kategori af lønmodtagere, der kaldes funktionærer. Det begreb er defineret i funktionærloven selv med arbejdets art (§ 1, stk. 1) og eksistensen af en tjenestestilling (§ 1, stk. 2) som afgørende kriterier. Funktionærloven regulerer privatretlige retspositioner inter partes, og funktionærloven er en del af den specielle obligationsret. Dansk arbejds- og ansættelsesret hviler som andre dele af obligationsretten på et udgangspunkt om aftalefrihed. Løn- og arbejdsforhold fastlægges som udgangspunkt ikke ved lovgivning, men ved individuelle ansættelsesaftaler mellem arbejdsgiver og ansat og ved kollektive overenskomster. Inden for ansættelsesretten har aftalefriheden i en årrække kun været et udgangspunkt med væsentlige modifikationer. Funktionærloven fra 1938 og den næsten samtidigt vedtagne ferielov var eksempler på lovgivning, der greb ind i parternes aftalefrihed i et ansættelsesforhold og fastlagde beskyttelsespræceptive regler om specifikke arbejdsforhold. Funktionærloven sætter grænser for det, der gyldigt kan aftales både individuelt og i kollektive overenskomster. Det indgreb i aftalefriheden, der ligger i funktionærloven – og i størstedelen af den øvrige ansættelsesretlige lovgivning – er som oftest begrundet i hensynet til beskyttelse af lønmodtagerne.
 Inden for det ansættelsesretlige område pågår løbende en international retsudvikling, der navnlig finder sted i samarbejdet i Den Europæiske Union (EU) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Særligt inden for de seneste godt 15 år har der flere gange måtte foretages ændringer af funktionærloven som følge af nye EU-direktiver eller som følge af udviklingen i EU-Domstolens praksis. Uanset de skete ændringer har funktionærloven præsteret at kunne overleve frem til i dag, og loven har tilpasset sig den internationale retsudvikling, og den er fortsat en ansættelsesretlige lov af væsentlig praktisk betydning.

2. Funktionærloven i dansk og international arbejds- og ansættelsesret

På regionalt plan har den internationale retsudvikling været præget af en tiltagende retlig regulering af arbejdsmarkedsforhold inden for rammerne af EU. De lovændringer, der er gennemført i funktionærloven inden for de senere år, har som nævnt for en stor dels vedkommende været foranlediget af EU-direktiver. Hertil kommer, at funktionærloven i betydeligt og tiltagende omfang suppleres af ansættelsesretlig speciallovgivning, der gennemfører EU-direktiver. Af stor praktisk betydning er den EU-direktivbaserede lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder samt forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Denne lovgivning supplerer saglighedskravet til opsigelser i funktionærlovens § 2 b med kriterier, der som hovedregel er forbudt at tillægge betydning ved ansættelse og afskedigelse m.v. Af ny lovgivning kan også fremhæves Lov nr. 223 af 22. marts 2006 om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, der gennemfører Rdir. 96/34/ EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS. Loven regulerer inden for sit område et forhold, der i dag betragtes som lovligt forfald. Denne lov må der selvsagt også tages højde for ved anvendelsen af de funktionærretlige regler.
 Funktionærlovens historiske udvikling gennemgås i hovedtræk nedenfor. En udførlig ældre gennemgang findes i H. G. Carlsen: Træk af Funktionærrettens Udvikling, København 1960.