Lærebog i Obligationsret I

Den velkendte Lærebog i Obligationsret, bind I, som præsenterer den almindelige obligationsrets regler om ydelsen, dens præstation og misligholdelse, kommer nu i en omarbejdet 5. udgave.

Om forfatteren

Forfatter, professor ved Københavns Universitet, Mads Bryde Andersen, har overtaget den fulde forfatterrolle, og flere af bogens kapitler fremtræder i denne udgave i ny skikkelse.

Bogen kan suppleres med et bind II skrevet af Bo von Eyben og Peter Mortensen med titlen Lærebog i Obligationsret II – Personskifte i skyldforhold, Fordringers ophør, Hæftelsesformer (5. udgave, 2022).

Nyt i 5. udgave

Mens bogen i sit fulde hele bærer præg at være omskrevet af en enkelt forfatter, er særligt kapitel 1 omskrevet til en mere generel introduktion til Obligationsretten. Se til eksempel uddrag af bogen nedenfor.

Om forfatter(ne)

Tidligere udgaver af Lærebog i Obligationsret, Bind I, udgjorde et forfattersamarbejde mellem professor emeritus ved Københavns Universistet, Joseph Lookofsky, og professor ved Københavns Universitet, Mads Bryde Andersen. I forbindelse med nærværende udgave er det fulde forfatter arbejde overgået til Mads Bryde Andersen.

Ved Københavns Universitet er Mads Bryde Andersen særligt tilknyttet Centeret for Markeds- og erhvervsret. 

Målgruppe

Denne udgivelse tilegner sig både studerende, på grund af bogens indførende kapitler i emnets grundelementer og -begreber, og praktiserende jurister og advokater idet bogen kan anvendes som opslagsværk da den systematisk gennemgår ydelseskrav og kreditors misligholdelsesbeføjelser i obligationsretlige tvister.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Del I: Introduktion. Kravene til ydelsen. Risikospørgsmål
Kapitel 1 Introduktion til obligationsretten

Kapitel 2: Realydelser

Kapitel 3. Pengeydelsen

Kapitel 4. Gensidighed, samtidighed og risiko

Del II: Beføjelser. Kreditors beføjelser ved debitors misligholdelse
Kapitel 5. Fælles problemstillinger

Kapitel 6. Realkreditors beføjelser

Kapitel 7. Pengekreditors beføjelser

Kapitel 8. Aftaler om misligholdelsesbeføjelser

Kapitel 9. Direkte krav

Kapitel 10. Produktansvaret

----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

1.1. De obligationsretlige retskrav
1.1.a. Det obligationsretlige skyldforhold
Det latinske ord obligatio betyder skyld. I juridisk sprogbrug betegnes den, der skylder noget, som skyldner eller (med det latinske ord) debitor. Efter indarbejdet talemåde anvendes den latinske sprogbrug i det følgende, uanset om debitors skyld (og dermed kreditors krav) angår penge, handlinger, undladelser, information, immaterialrettigheder eller andre formuegoder.

Skyldforhold involverer altid partsrelationer mellem debitor på den ene side og på den anden side en part, som kan kræve (»fordre«) noget af debitor, f.eks. at få betalt et beløb, præsteret en tjeneste eller leveret en vare. Denne berettigede part betegnes som fordringshaver eller det latinske kreditor (som også her vil blive foretrukket).
Der indgår derfor altid mindst en kreditor og mindst en debitor i ethvert obligationsretligt skyldforhold.

Obligationsretten handler om, hvordan formueretlige skyldforhold opstår, forandres, præsteres og ophører, og om hvordan parterne i skyldforholdet indtager deres roller som kreditor og debitor. Uden for obligationsretten falder derfor de offentligretlige fordringsrettigheder, f.eks. pligten til at betale skat, jf. afsnit 1.2.a. Som vi skal se i dette kapitel, kan grænsen mellem de obligationsretlige skyldforhold og andre typer af retskrav, der involverer formuegoder, være vanskelig at drage.

Obligationsretten beskæftiger sig med de begreber, regler og hensynsafvejninger,
der gælder for formueretlige skyldforhold. De fleste obligationsretlige skyldforhold har hjemmel i løfter eller i retsregler, der knytter erstatningspligt til skadegørende handlinger (de såkaldte deliktserstatningsregler). Som vi kort skal se i afsnit 1.3, har enkelte af dem dog hjemmel i retsregler, der ikke er forankret således.

Nogle obligationsretlige har betydning for samtlige skyldforhold, altså hvad enten skyldforholdet er opstået i eller uden for kontrakt. Nærværende Del I beskæftiger sig primært med krav baseret på løfter. Som nærmere forklaret i afsnit 1.2.d kan grænsen mellem kontrakt og delikt i øvrigt være vanskelig at drage. Efter indarbejdet systematik udskilles reglerne om, hvordan krav om erstatning uden for kontraktsforhold opstår, af den almindelige obligationsret.

Obligationsretten beskæftiger sig med krav, der er kommet til verden. Dermed adskiller obligationsretten sig fra den grundlæggende aftaleret, der har fokus på den proces, der føder løfter og aftaler, og på de regler, der undtagelsesvis kan fratage dem gyldighed. Reglerne herom er bl.a. fremstillet i GA og hos Lennart Lynge Andersen & Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, 7. udg. (2017). Navnlig spørgsmål
om fortolkning og udfyldning mv. kan finde deres svar i begge discipliner, eftersom den almindelige obligationsret jo beskæftiger sig med parternes retsstilling på områder, som de ikke har aftalereguleret. Denne risiko for dobbeltbehandling er uundgåelig, når man skal fremstille retsområder, der i vid udstrækning baseres på uskreven ret og grundlæggende argumentationsmønstre.

I Norge har der udviklet sig en vis tradition for at behandle den grundlæggende aftalerets regler som en del af obligationsretten. Denne indfaldsvinkel er f.eks. benyttet af Kåre Lilleholt i Kontraktsrett og Obligasjonsrett (2017) og af Johan Giertsen i Kontrakter – ytelse og pris (2019). I Sverige sondrer man mere skarpt mellem den
almene aftaleret (den grundlæggende aftalert) og kontraktsretten (forstået som det der behandles i bind I af denne fremstilling), idet obligationsretten også omfatter de temaer, der behandles i bind II af denne fremstilling. Dette er bl.a. systematikken hos Jan Hellner
m.fl. (2019 og 2020). Herhjemme tog Julius Lassen tog spørgsmålet om fordringsrettighedernes tilblivelse med i sin samlede fremstilling (1917) af fagets almindelige del. Den linje valgte Ussing ikke at følge med den tvivlsomme begrundelse (s. 9), at reglerne om aftaler ikke kan fremstilles i obligationsretten, »da de i hovedsagen er fælles for alle formueretlige aftaler«, altså også for familieretlige aftaler m.m.

Denne fremstilling fastholder den danske tradition for ikke at medtage reglerne om aftalers indgåelse og fortolkning som en del af obligationsretten. Reglerne i den grundlæggende aftaleret behandles derfor kun, når der er behov for at skabe overblik over nogle obligationsretlige krav.

Formålet med bogen er ikke at finde svar på alle spørgsmål i en lang række af praktisk forekommende tilfældegrupper mv. Som anført af Kåre Lilleholt (2017) s. 28, må det række at præsentere »det materialet slike standpunkt kan byggje på, medrekna resonnement, interesser og omsyn«.