Hvidvaskloven af 2017 med kommentarer

Hvidvaskloven af 2017 med kommentarer, 2. udgave

Hvidvaskning af penge og i de senere år tillige finansiering af terrorisme er forbundet med potentielt betydelige skadevirkninger for det internationale samfund i almindelighed og den finansielle sektor i særdeleshed. De er i deres natur grænseoverskridende foreteelser, hvorfor tiltag på nationalt plan vil have begrænset effekt. Det er derfor ikke underligt, at forsøgene på at bekæmpe disse aktiviteter i en efterhånden lang årrække har påkaldt sig det internationale samfunds bevågenhed.

Forfatterne præsenterer med denne bog en kommentar til hvidvaskloven, lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, som sammen med en række ændringer i den selskabsretlige lovgivning gennemførte EU’s 4. hvidvaskdirektiv, (EU) 2015/849, i dansk ret.

Målgruppe

Finansielle virksomheder, ejendomsadministratorer og ejendomsmæglere, kunsthandlere, auktionshuse, udbydere af virtuelle valutaer og andre, der er interesseret og kommer i berøring med emnet.

Om forfatterne

David Moalem blev i 2003 tildelt ph.d.-graden for en kapitalmarkedsretlig afhandling om insiderhandel. Forinden da var han i 2001 blevet tildelt Tuborgfondets Erhvervsforskerpris som en udmærkelse for sin forskning indenfor særligt kapitalmarkedsretten og den finansielle regulering. Siden 2003 har han været praktiserende advokat, og han har siden 2014 været partner hos advokatfirmaet Bech-Bruun. Hans specialer dækker særligt kapitalmarkedsforhold, finansielle virksomheder, kollektive investeringsordninger og managers, hvidvask og terrorfinansiering, betalingstjenester, compliance og FinTech. Han er forfatter til mere end 50 artikler og en lang række bøger indenfor sine specialer og er tillige medlem af flere udvalg i regi af Finanstilsynet.

Lars Lindencrone Petersen var 1990-94 dommer i Københavns Byret, 1994-98 i Sø- og Handelsretten og 1998-2007 landsdommer i Østre Landsret. Siden 2008 har han været videnpartner i advokatfirmaet Bech-Bruun og siden etableringen i 2010 af firmaets afdeling for intern compliance, herunder overholdelse af hvidvasklovgivningen, fagligt ansvarlig for denne. Han har en omfattende virksomhed som underviser på kurser om hvidvasklovgivningen.

 __________________________________________________________________________________________________

Bogens indhold

Kapitel 1      Anvendelsesområde og definitioner m.v.

Kapitel 2      Risikovurdering og risikostyring

Kapitel 3      Kundekendskabsprocedurer

Kapitel 4      Bistand fra tredjemand

Kapitel 5      Undersøgelses-, noterings-, underretnings-, oplysnings- og opbevaringspligt

Kapitel 6      Grænseoverskridende virksomhed m.v.

Kapitel 7      Ansatte

Kapitel 8      Tavshedspligt og ansvar

Kapitel 9      Pengeoverførsler

Kapitel 10   Valutavekslingsvirksomhed

Kapitel 10a   Truster og lignende juridiske arrangementer stiftet i henhold til andre    landes lovgivning

Kapitel 11   Tilsyn m.v.

Kapitel 12   Kommunikation og samarbejdsforum

Kapitel 13   Parter og klagebestemmelser

Kapitel 14   Straf

Kapitel 15   Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og territorial gyldighed

 __________________________________________________________________________________________________

Uddrag af bogen

Baggrund
Bestemmelsen gennemfører 4. hvidvaskdirektivs art. 2 og 5. hvidvaskdirektivs art. 1, stk. 1, litra a og b, samt art. 2, stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen, der viderefører 2006-lovens § 1, fastlægger lovens anvendelsesområde og opregner de virksomheder og personer, som loven finder anvendelse på. Ved lov nr. 53 af 7. maj 2019 blev lovens anvendelsesområde udvidet gennem en justering af stk. 1, nr. 17 (nu nr. 16), og indsættelse af stk. 1, nr. 22-24 (nu nr. 21-23). Ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021 blev anvendelsesområdet yderligere udvidet, idet der for fuldt ud at følge FATF’s anbefaling nr. 15 om styring af de risici, der er forbundet med virtuelle valutaer, i stk. 1 blev indsat nr. 25-27 (nu 24-26).
Ved lov nr. 2382 af 14. december 2021, som ændrede indledningen til stk. 1 og ophævede stk. 1, nr. 9, blev det præciseret, at udenlandske forpligtede virksomheders og personers filialer, distributører og agenter, der udøver virksomhed i Danmark, er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Bestemmelsen fastsætter endvidere, i hvilke tilfælde Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder anvendelse. Bestemmelsen giver endelig skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder anvendelse for visse udbydere af spil.

Til stk. 1
Bestemmelsen fastsætter, hvilke virksomheder og personer der er omfattet af loven. At en person eller virksomhed er omfattet af loven, indebærer – ud over de interne compliancetiltag mv., jf. §§ 7-9 og §§ 35-36 – navnlig pligt til at gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. lovens §§ 11-21. I den forstand retter pligterne sig mod de omfattede virksomheders og personers kunder. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at pligten efter § 26, stk. 1, til at underrette Hvidvasksekretariatet (eller (for advokater) evt. Advokatsamfundet) også gælder, hvor en henvendelse fra en potentiel kunde ikke fører til, at der etableres en forretningsforbindelse, jf. L 41 FT 2016-17 s. 127. Dette indebærer en skærpelse i forhold til 2006-loven, hvor det af L 47 FT 2005-06, de specielle bemærkninger til § 7 med henvisning til, at loven også fandt anvendelse på forsøg på hvidvask af penge, blot fremgik, at det er »en naturlig forståelse, at der også skal gives underretning om kundeforhold, der afvises, hvis der skønnes at være tale om forsøg
på hvidvask eller terrorfinansiering«. På denne baggrund har angivelsen i bemærkningerne til nr. 1 (L 41 FT 2016-17 s. 70), hvorefter »Advokater er kun omfattet af lovforslaget i relation til klienter« (en angivelse, der fremstår uændret i forhold til 2006-loven, hvor den imidlertid blev anvendt som afsæt for en konstatering af, at advokater ikke havde pligt til at give underretning efter lovens § 7 (nu § 26), hvis de afviste en henvendelse fra en potentiel kunde), næppe selvstændig betydning, ligesom det forekommer ejendommeligt (og overflødigt), at det specielt for revisorer anføres, at disse har pligt til at foretage underretning efter § 26, uanset at de afviser en henvendelse om indledning af et kundeforhold, L 41 FT 2016-17 s. 71 ad § 1, nr. 15 (nu nr. 14).

De fleste af de virksomheder og personer, som oplistes stk. 1, er omfattet af hvidvaskloven med deres fulde virksomhed. For livsforsikringsselskaber, forsikringsformidlere og advokater gælder imidlertid, at de kun er omfattet, når de udfører bestemte aktiviteter. Også revisorer kan undertiden udføre aktiviteter, der kommercielt foregår inden for rammerne af deres virksomhed, men som ikke desto mindre falder uden for lovens anvendelsesområde. Motiverne, L 41 FT 2016-17 s. 71 nævner den situation, at en revisionsvirksomheds HR-afdeling står for rekruttering til lederstillinger hos en kunde.

Det kan for advokater volde vanskeligheder at afgøre, om en given aktivitet er omfattet af opregningen i nr. 13 eller ej, jf. nedenfor. Administrativt ville det formentlig for visse advokater være det enkleste at gennemføre kundekendskabsprocedurer i samtlige sager, uanset om disse måtte anses for omfattet af nr. 13 eller ej. Man må imidlertid være opmærksom på, at den databeskyttelsesretlige hjemmel, som er nødvendig for, at advokaten lovligt kan foretage den behandling af personoplysninger, som gennemførelse af kundekendskabsprocedurer uundgåeligt indebærer, netop skal findes i lovens § 1, stk. 1, nr. 13. En gennemførelse af kundekendskabsprocedurer i sager, der ikke efter deres art er omfattet af denne bestemmelse, vil derfor være i strid med de databeskyttelsesretlige regler, jf. således databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, og databeskyttelseslovens § 6, stk. 1. Et samtykke, som advokaten måtte afkræve klienten som betingelse for at påtage sig sagen, kan næppe anses for at opfylde kravene til et gyldigt samtykke, jf. forordningens art. 4, nr. 11.
De virksomheder, der efter det anførte efter deres type eller aktiviteter er omfattet af loven, er omfattet, uanset om de er af (meget) begrænset størrelse, jf. Erhvervsministeriets høringsnotat til L 41 FT 2018-19, 1. samling, bilag 1 s. 11.
Som anført i indledningen blev det ved lov nr. 2382 af 14. december 2021 præciseret, at udenlandske forpligtede virksomheders og personers filialer, distributører og agenter, der udøver virksomhed i Danmark, er omfattet af lovens anvendelsesområde. For agenters og distributørers vedkommende forudsættes det dog, at aktiviteten har et sådant omfang, at den udenlandske virksomhed kan anses at være etableret her i landet. Filialer, agenter og distributører er omfattet, uanset om den udenlandske virksomhed har hjemsted i et land inden for EU/EØS eller et tredjeland. At filialer, agenter og distributører er omfattet af loven, indebærer, at de kompetente myndigheder her i landet kan strafforfølge dem for deres overtrædelse af loven. De af virksomhedens kunder, der betjenes af agenten mv., skal i denne sammenhæng tillige opfattes som dennes kunder i relation til overholdelse af lovens krav.

Virksomhed, som en finansiel virksomhed har opnået tilladelse til at drive i et EU- eller EØS-land (hjemlandet), kan i visse tilfælde tillige udøves i et andet EU- eller EØS-land (værtslandet) uden særskilt tilladelse fra værtslandet (via det såkaldte ”EU-pas”), hvis dettes myndigheder forinden er blevet underrettet herom (notifikation) af hjemlandets tilsynsmyndighed. Udøvelse af grænseoverskridende virksomhed kan i denne sammenhæng ske enten med eller uden etablering. Hvis virksomheden ikke har etableret sig via filial, distributør eller agent, dvs. alene opererer grænseoverskridende, er det hjemlandets myndigheder, der har ansvar for at føre tilsyn med dens overholdelse af regler om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme samt tilsyn, og loven finder derfor ikke anvendelse i disse tilfælde.

Læs mere under Uddrag af bogen ovenfor